Værdier og holdninger
På denne side har vi samlet nogle af de forskellige værdier, KFS har tilsluttet sig eller arbejder ud fra.
Det er ikke en udtømmende liste over, hvad KFS mener eller har holdninger til. Men det er et kig ind i maskinrummet, hvor du kan blive klogere på nogle af de værdier, der står helt centralt i vores arbejde.
Konkret har vi lige nu tre forskellige dokumenter, der kan være med til at gøre dig klogere på, hvordan vi arbejder, og hvad vi tænker:
KFS' værdikompas
I KFS har vi en mission, der rummer alt det, vi gerne vil og arbejder for: ”at kende Jesus og gøre Jesus kendt”. Det er målet for al vores arbejde. Men hvordan finder vi så derhen? Hvilke værdier er det, vi som organisation navigerer efter i vores daglige arbejde?
Det har vi prøvet at gøre os nogle tanker om – og ud af det er kommet KFS’ værdikompas. Dét kompas vil vi gerne dele. Til inspiration ind i jeres arbejde ude i KFS-fællesskaberne. Og så du kan få et indblik i, hvad det er for nogle værdier, vi orienterer os efter i KFS. Værdier, som du meget gerne må være med til at holde os op på.
Du kan finde KFS' værdikompas i menuen ovenfor eller via dette link.
Etos for god adfærd i kirker og kristne hjem
KFS har tilsluttet sig en fælles 'etos' sammen med over 20 andre kristne kirker og trossamfund, der er udarbejdet efter konferencen 'Når kirken svigter' i 2021. Det er "et sæt af fundamentale moralske værdier, som kendetegner en person, et samfund, en kultur el.lign." (Den Danske Ordbog)
Helt overordnet er det et dokument, der forpligter os på at "åbenhed, frihed og tryghed skal kendetegne alt, hvad vi er og gør." Det har vi valgt at tilslutte os, fordi vi helt grundlæggende tilslutter os ønsket om, at KFS og kirken i bred forstand skal være et trygt sted at være. Derfor ønsker vi 'at forebygge enhver oplevelse af overgreb både menneskeligt og åndeligt og på alle niveauer," som der står i dokumentets indledning.
Du kan finde denne 'Etos' i menuen ovenfor eller via dette link.
KFS-grupper og åndsfrihed
Udover at forkynde evangeliet er vi i KFS også meget optagede af samtalen om åndsfrihed og den betydning, tros- og tankefrihed har for vores demokrati og demokratiske dannelse.
Den frihed oplever vi udfordret, når KFS-grupper f.eks. får forbud mod at mødes, at udtrykke deres religion på studiestedet eller lave arrangementer for deres medstuderende.
I den forbindelse har vi udviklet en række centrale grunde til, hvorfor vi mener, at fællesskaber tilknyttet KFS bør have mulighed for at mødes frit på studiesteder i Danmark – og hvorfor det er et tab for både studiestedet og den generelle åndsfrihed i Danmark, når dette forbydes.
Du kan finde vores begrundelser i menuen ovenfor eller via dette link.