Fem funklende og forrygende KFS-stjerner forlader folden (for nu)

Fem funklende og forrygende KFS-stjerner forlader folden (for nu)

Når kalenderen slår sommertid, rammer vi i KFS også ind i et lidet værdsat tidspunkt på året: farvel-og-på-gensyn-tid. I år skal vi sige farvel til fire fabelagtige volontører og en fantastisk barselsvikarierende sekretariatsmedarbejder. De funderer lidt over det seneste år her og sender en sidste hilsen til alle de skønne KFS’ere.

MortenBirkmose,  

Kristina Eskildsen (volontør i Vest- og Sønderjylland & LTC) – Nåden er virkelig blevet stort i det seneste år.

Hold nu hold, hvor har jeg været glad for at være i praktik i KFS og på LTC. Det har simpelthen været så meningsfuldt, givende, spændende, lærerigt, opmuntrende – og ja, jeg kunne godt blive ved med de positive ord! Det har gjort et stort indtryk på mig at møde alle jer KFS’ere ude på gymnasierne, og det varmer mit hjerte, hvor meget I brænder for at gøre Jesus kendt på jeres gymnasier. I er seje. Tusind tak for jeres åbenhed, mange snakke og bøn. Det har været fedt sammen at kunne lære Jesus endnu bedre at kende sammen med jer.

For mig er Nåden virkelig blevet stort det sidste år. Både ift. hvordan Gud møder mig, så når jeg fejler, svigter eller føler mig utilstrækkelig, så har Gud mindet mig om, at Han er nådig imod mig, og derfor må jeg også være nådig mod mig selv. Men også ift. hvordan vi møder hinanden i fællesskaberne, hvor vi også fejler, svigter og måske kan føle os utilstrækkelige – der har Gud mindet mig om, at vi også må være nådige mod hinanden.

Vi skal give den gas og gøre os umage på at gøre Jesus kendt, men hvor er det trygt, at det ikke afhænger af vores kraft. Vi kan hvile ud hos en nådig Gud!

Så TAK for jer KFS’ere og LTC’ere, fordi I er, dem I er! Og TAK til Gud!

Store smil og kram herfra

 

Ingeborg Hermann Kristoffersen (Volontør i Fyn og Trekanten) – Jeres frimodighed har gjort mig klogere på Gud!

Jeg er utroligt taknemmelig for mit år som volontør i KFS. Jeg har oplevet utroligt meget godt og spændende, som jeg tager med mig videre, og jeg skulle bruge meget mere plads, hvis jeg skulle fortælle om det hele…

Jeg er taknemmelig for at have fået mulighed for at møde så mange forskellige mennesker, det har været sjovt, spændende og utroligt lærerigt. Særligt har det været spændende at se så mange forskellige måder at udtrykke sin tro. Det har gjort mig klogere på den, Gud vi tror på. Jeg håber, I vil fortsætte med at dele troen lige så frimodigt med hinanden, som I har gjort med mig det sidste år!

Tak fordi I har taget godt imod mig, og mon ikke vi ses igen?

Sidst men ikke mindst: Tak til alle jer, der engagerer jer i KFS, og til jer, der bakker op! Det er jer, der er rygraden i KFS. Uden jer, havde jeg haft et meget kedeligt år!

 

Stefan Christian Mocanu Jensen (Volontør i Østdanmark) – JESUS skal blive større, jeg skal blive mindre.

Ja, nu takker jeg af for denne gang. Hold op, det var spændende, udfordrende og meningsfuldt. Her har været plads til mening i den grad. Jeg tror, vi har smittet hinanden med Jesusglæde, og det er jo fedt! Da jeg flyttede herover i sommer, skrev jeg på Facebook: ”Hjælp! Jeg er flyttet til København og vil gerne have nogle kristne venner! 🙂” Ja, tak! Det har jeg fået, og I har gjort, at jeg ikke har savnet det mørke Jylland. Tak for det.

Kom vi med noget nyt i KFS? Næ! Vi har sagt det samme de sidste 2000 år: Jesus er opstået fra de døde, lad os holde fast i det. Selvom det nogle gange virker til, at vi ikke har vandtætte argumenter, så har vi en vandtæt person, vi kan pege på: JESUS!

Tak for de berigende samtaler, de sjove samtaler og alt derimellem. Guds fred.

 

Magnus Bruun Hedegaard (Volontør i Nord) – Gud er klar til at overgå alle vores forventninger!

Mens jeg sidder her på kontoret i Nord med en kop beklædt med et billede af en and og kaffe som indhold, kan jeg ikke lade være med at tænke tilbage på det år, der er gået, med taknemmelighed. Det har været en oplevelse og et eventyr. Når man bliver sat til at være volontør efter to år med corona, er udgangspunktet spænding. For hvor meget af KFS-visionen lever stadig? Men mine overvejelser er blevet gjort til skamme.

Tak til jer KFS’ere, for I har taget godt imod det, når der er kommet en gut forbi, der fortæller om, hvad det der KFS kan være, og I har været med til at gøre det til jeres eget.

Året har også været en erfaring af, at Gud ikke begrænses af dem, vi er, og at han er klar til at overgå alle vores forventninger. Som dengang vi var på standbesøg. Vi var nervøse for, om der ville komme nogen til standen, da vi ikke måtte dele kakao ud. I en af pauserne, mens der ikke er nogen der står i standen, kommer der fire elever som selv går i gang med at tippe en 13’er og snakke om tro. Wow Gud er stor!

Så hvad er min opsummering? Gud er god, han lever åh åh. Gud er god, han elsker os ja ja ja!

 

Sofie Katrine Mach Christensen (barselsvikarierende sekretariatsmedarbejder og vicelejrchef) – Et privilegie at arbejde sammen med så mange skønne frivillige (og skøre/skønne kollegaer).

Det er med stor glæde, at jeg ser tilbage på tiden i KFS. At være en del af KFS’ maskinrum i en tid, hvor verden – og dermed også muligheden for at lave KFS-lejre – lige så stille åbnede op igen efter halvandet år med pandemi, har været så spændende og godt at være en del af.

Som sekretariatsmedarbejder og vicelejrchef har det været enormt privilegeret at arbejde sammen med så mange dygtige frivillige, som hver især i den grad har været med til at løfte opgaven og skabe nogle gode rammer for, at flere mennesker kan få et personligt møde med Jesus.

Generelt har jeg været ikke så lidt begejstret for det skønne (og skøre) kollegiale fællesskab, de herlige LTC’ere og alle de formidable frivillige, som bare har gjort et godt job endnu bedre. Det er jeg enormt taknemmelig for at have været en del af.

Tak!

URL: https://kfs.dk/seneste/fem-funklende-og-forrygende-kfs-stjerner-forlader-folden-for-nu/