KFS’ nyeste sekretær er landet - byd velkommen til Søren

KFS’ nyeste sekretær er landet - byd velkommen til Søren

Den 1. januar kunne KFS officielt byde Søren Aalbæk Rønn velkommen i flokken som gymnasie- og studentersekretær i Syd- og Vestjylland. Han er 31 år, nytilflyttet esbjerggenser, gift med Kristina og far til to små drenge. Og så er han også ret vild med KFS - mød ham her!

MortenBirkmose,  

I KFS har der længe været sat et stort kryds i kalenderen den 1. januar 2021. Ja, faktisk helt siden sommeren 2019, hvor KFS havde glæden af at kunne præsentere ansættelsen af Søren Aalbæk Rønn som gymnasie- og studentersekretær i Syd- og Vestjylland. Nu er det så endelig blevet tid til at byde ham et stort og officielt velkommen i KFS-flokken, og det er noget, der vækker glæde hos KFS’ generalsekretær Christian Rasmussen:

”Det er et scoop for både KFS og KFS’erne i Vest, at vi nu har fået Søren i stald. Han er en engageret formidler af god, solid teologi, han er glad for Jesus og unge mennesker, han er relationelt stærk og kommer godt ud over kanten på en ganske bramfri og samtidig tænksom facon. Jeg glæder mig rigtig meget til samarbejdet.”

Du kan møde Søren lige her, hvor han blandt andet sætter nogle ord på, hvorfor han har tårnhøje forventninger til sin nye opgave:

”Hej!

Som du nok allerede har fået med, er mit navn Søren Aalbæk Rønn. Jeg er gift med Kristina, og vi er forældre til Arthur på to år og Andreas på fire år. Vi flyttede til Esbjerg i december efter at have boet det sidste årti i Aarhus. Jeg er vokset op i Holstebro, og Kristina i Finderup ved Skjern, så det føles godt at bo i Vestjylland igen. Det er en lidt skør følelse, at vi på én gang flytter til en by, hvor vi som udgangspunkt ikke kender nogen, og alligevel føler, at vi er, hvor vi hører til.

Jeg har læst teologi i Aarhus, og selvom det hedder sig, at jeg er kandidat fra Aarhus Universitet, så er det på Menighedsfakultet, at jeg har fået min teologiske ballast og mange gode redskaber til min stilling i KFS.

Udover alt det, jeg tager med mig fra Menighedsfakultetet, er en stor inspiration i forhold til min nye opgave de mennesker, jeg har mødt i forbindelse med Alphakurser, hvoraf nogle er blevet mine nære venner.

Alpha er et kristendomskursus, der først og fremmest handler om relationer og om at have ærlige, sårbare og respektfulde dialoger om tro og kristendom. Det er noget af det, jeg også glæder mig til at arbejde med i KFS; at være en sparringspartner for jer KFS’ere, og at opmuntre til at tale om tro med jeres venner.

Noget jeg i øvrigt selv var virkelig dårlig til i gymnasiet. Dengang troede jeg, at min opgave var at agere forsvarsadvokat for Gud og følte nok, at Jesus var heldig at have sådan en kompromisløs agitator som mig ansat. Godt Jesus er den tilgivende type!

Jeg er ret vild med KFS, og det var en drøm, der gik i opfyldelse, da jeg fik stillingen som KFS-sekretær i sin tid. Min storebror opfordrede mig til at skrive speciale om noget, der rimede på KFS, så jeg har skrevet et speciale i praktisk teologi med titlen Unge nu til dags, som undersøger og diskuterer kristendommens relevans for unge danskere i dag.

Det har kun givet mig endnu mere blod på tanden, og det er stadig lidt uvirkeligt for mig, at jeg får lov til at beskæftige mig med dette på fuld tid – og at man kan få løn for at hjælpe unge kristne til ”at kende Jesus og gøre Jesus kendt”. Nu håber jeg bare, coronarestriktionerne snart forsvinder, så jeg rent faktisk kan møde nogle af jer KFS’ere og andre studerende.

Jeg går ind til jobbet med tårnhøje forventninger. Ikke fordi jeg tænker, at Jesus er heldig at have mig i KFS – jeg er heldigvis blevet klogere. Nej, jeg tillader mig at have høje forventninger, fordi jeg kan se, hvordan Jesus har brugt KFS til at velsigne Danmark lige siden starten i 1956.

I 2006 blev der udgivet en lille bog om KFS i anledning af organisationens 50-års jubilæum. Det var rørende læsning, og særligt én sætning har bidt sig fast. Den falder i et interview med Hanne og Flemming Frøkjær-Jensen, hvor førstnævnte forklarer, at man manglede en spritduplikator til at trykke indbydelser med. Det bad man for måtte løse sig, og sandelig om ikke en udefrakommende tilbød at købe dem en. Som en sidebemærkning får Hanne Frøkjær-Jensen sagt: ”Vi bad jo om alting dengang…”

I dag er KFS et andet sted og har adgang til andre ressourcer, men det er mit håb, at man fortsat vil kunne sige sådan om KFS, at det er et sted, hvor man beder om alting. ”Skilt fra mig kan I slet intet gøre” siger Jesus, og den ubetingede afhængighed af ham trives jeg godt med.”

Søren overtager opgaven som KFS-sekretær i Vest efter Henriette Engberg Vinkel, der netop er gået i gang med sin nye opgave som frontløber for det arbejde med at skabe fornyet fokus på medvandring, som KFS har stablet på benene sammen med en række kristne børne- og ungdomsorganisationer.

Han er allerede godt i gang og kan kontaktes på soeren@kfs.dk.

URL: https://kfs.dk/organisation/kfs-nyeste-sekretaer-er-landet-byd-velkommen-til-soeren/