KFS-sekretær i en coronatid

KFS-sekretær i en coronatid

Alt blev lukket ned. KFS-møder og Påskelejr blev afløst af mikrofoner og webcamera. Coronaepidemien har påvirket alle. Men på forskellige måder. Vi har bedt nogle forskellige mennesker dele deres tanker om den tid, vi har været igennem. Denne gang er turen kommet til Morten Højlund Wibe, KFS-sekretær på Fyn og i Syddanmark.

MortenBirkmose,  

Fiskelinen bliver hvislende flået af mit hjul, ud igennem lineøjerne på min fiskestang og afsluttes af et næsten lydløst plask uden for min synsvidde. Et godt kast. Herefter stilhed. Fuldstændig stilhed!

Covid-19 har sendt mig hjem fra arbejde, og nu står jeg så herude på den danske kyst med en fiskestang i hånden og kan lade tankerne flyve og fare.

Den første tanke rammer mig og står og runger stille i baghovedet. Hvordan kan det være, at jeg skulle tvinges hjem, før jeg gav mig selv lov til at standse op og tænke lidt over min tilværelse? Vigtige tanker og overvejelser ligger og bobler i en sump, og først nu tillader jeg mig at forholde mig til dem!

Er jeg mon en god far for mine børn? Er jeg en god mand for min kone? Er jeg en god medarbejder i KFS? Hvad vil det egentlig sige at være god? Alt sammen spørgsmål, som jeg perifert har berørt – det skal man jo. Men faktisk at bruge tid på at tænke det igennem, det har jeg ikke gjort før.

Jo, måske lige en halv time en kold vinternat under funklende stjerner. Men så heller ikke mere! Jeg skulle jo videre dengang. Ind til festen. Ind og fortsætte med det, jeg havde gang i – det var jo vigtigt!

Jeg står her på kysten og bliver lidt småirriteret over, at der virkelig skulle en hel pandemi til, før jeg forstod, hvor vigtigt det er, at Gud i skabelsen hvilede på syvendedagen. Jeg har altid set det som lidt en slags valgmulighed. Hvis jeg havde tid og lyst, så kunne jeg bruge søndagen på stilhed, hvile og refleksion. I praksis er mine søndage nok det modsatte!

Op kl 06.00. Mad i ungerne. Kysse konen. Ind bilen – i sidste øjeblik! Mod kirke. Med en hastighed som gør 50 km/t skiltet sløret – vi skal jo nå det til tiden! Halvanden times gudstjeneste, hvor man skiftevis aktiverer ungerne, skifter ble og folder hænderne. Hurtigt hjem, for ungerne skal sove. Ryde op. Ungerne vågner. Afsted på tur i skoven – det er jo søndag! Knap nok har fødderne rørt skovbunden, før vi må ræse hjem igen. Der skal laves aftensmad. Og om søndagen skal det være fint! 3 retter. Børnene skriger. De vil bare have pølser og pasta. Jeg råber, at det må de få, når de bliver studerende. Entrecote og hjemmelavet italiensk pasta bliver proppet i halsrøret. Ind og læse godnathistorie for børnene. Et enkelt toiletbesøg imellem de to putninger. Og så kl 21 kan jeg sætte mig i sofaen.

Og nu står jeg her med fødderne i vandkanten og spejder udover havet. Er det sådan, Gud havde tænkt hviledagen? Er det sådan, Gud havde tænkt livet? En livslang jagen efter at være god nok i det jeg er og gør? Tanken ligger lige under overfladen. Hvis Jesus kom for at gøre det uperfekte perfekt, hvorfor bliver jeg så ved med at jage efter at være perfekt?

Jeg pakker fiskestangen sammen og bevæger mig hjemad. Hvad har jeg lært? Det ved jeg ikke. Men jeg ved, at jeg er fuldstændig afhængig af Jesus. For jeg vil ikke tilbage til et liv, hvor fartskiltene bliver sløret på grund af den høje hastighed.

Morten Højlund Wibe, KFS-sekretær på Fyn og i Syddanmark

URL: https://kfs.dk/seneste/kfs-sekretaer-i-en-coronatid/