Gud bruger kristne i alle brancher

Gud bruger kristne i alle brancher

”Being succesfull is not biblical – being fruitfull is” – dette var ét af budskaberne, som Dr. David McIlroy gav otte kristne jurastuderende, da de mødtes for at få en snak om ”How to be a Christian lawyer?”

FlowTwo,  

Stræb efter frugtbarhed

Dagen efter den britiske advokat Dr. David McIlroy talte til et Veritas-arrangement på Jurastudiet i København, delte han sine erfaringer med nogle kristne jurastuderende, angående de forskellige udfordringer kristne jurister kan stå i.

”Vores medstuderende stræber efter succes, høje lønsedler og sit eget navn på døren, og det er rigtig nemt at komme til at kopiere de drømme i stedet for at fastholde, hvad der virkelig er vigtigt” – sådan fortæller Amalie Rønberg, som er jurastuderende og deltog i mødet med McIlroy.

”David fortalte, at vores arbejde gerne må bære frugt og gerne må udvikle sig, men vi skal huske, at det er Gud, som formerer vores arbejde. Vi skal derfor ikke stræbe efter successen i vores arbejde, men efter frugtbarheden.”

Brug for kristne i alle brancher

Jurastudiet og den fremtidige karriere er ikke i modstrid med at være i tjeneste for Gud. David opfordrede de studerende til at blive, hvor de var, med mindre Gud leder dem andre steder hen.

”Jeg har ofte en tendens til hele tiden at spørge Gud, hvad næste skridt er. I stedet skal jeg tage den med ro og stole på, at Gud har sat mig lige der, hvor han kan bruge mig”, forklarer Amalie om det, hun lærte af David.

David fortalte mange gode og inspirerende eksempler på, hvordan kristne har brugt deres juridiske viden til at hjælpe andre mennesker på rette vej i livet.

Hav altid Gud for øje
Amalie fortæller, hvordan David forberedte de jurastuderende til den fremtidige karriere. ”Vi skal ikke prøve at ændre et helt firma, men vi skal ændre og påvirke, det vi kan i den profession, vi vil få”, men David advarede også: ”Hvis vi ser forretningsmetoder, vi ikke kan stå inde for, så skal vi smutte og finde et andet sted at være. Ellers vil vi med tiden blive for påvirket og ligeglade. Til sidst vil vores arbejde tage os væk fra Gud.”

Amalie var meget glad for mødet med David og slutter: ”Det har ændret min måde at se på mit liv som kristen i sammenhæng med mit studie og min drøm om måske en dag at blive advokat. Det er okay at stræbe efter noget stort, bare vi stræber på vegne af Gud.”

URL: https://kfs.dk/events/gud-bruger-kristne-i-alle-brancher/