En jøde, en kristen og en muslim går ind på en café...

En jøde, en kristen og en muslim går ind på en café...

Odense KFS arrangerede debataftenen 'Mød Abrahams Børn' i forbindelse med en kunstfestival i byen.

Julie Munk Nissen,  

Af Christian Emil S. Szilas-Hansen, cand.mag. i filosofi og historie & Pernille Rønn, kommunikationsmedarbejder i KFS.

I Odense har kunstneren Jens Galschiøt fra midt september til november afholdt en festival kaldet Abrahams Sammenbragte Børn. Formålet med festivalen var “at starte en konstruktiv og inkluderende religionsdebat, der skal bygge bro mellem de tre monoteistiske religioner: Jødedommen, Kristendommen og Islam.” Det så man i Odense KFS som en gylden mulighed for at invitere til en spændende debataften. De gik sammen med caféen StudieStuen om at arrangere en aften kaldet Mød Abrahams Børn.

Til arrangementet deltog oplægsholdere fra de tre trosretninger: Dorrit Raiter, der er jøde, Sebastian Olesen, der er kristen og Bahar Kirici, der er muslim. Der var omkring 25 tilhørere til stede, hvilket betød fuldt hus i de trange men hyggelige forhold i StudieStuen.

En kæmpe kobberskulptur af kunstneren Galschiøt med navnet Fundamentalism har været omdrejningspunktet for festivalen i byen. Kunstneren har som en del af værket udvalgt i alt 600 citater fra de abrahamitiske religioners hellige tekster – halvdelen ”lyse” citater og halvdelen ”mørke”. Der var altså i udgangspunktet lagt op til en debat og snak om nogle af de mest udfordrende tekster fra de tre trosretninger.

De tre repræsentanter var på forhånd blevet bedt om at forholde sig til nogle af de ’mørke’ citater fra kunstværket. Første del af aftenen gik med, at de hver især kunne fremlægge deres syn på og tolkning af teksterne. Derefter var der mulighed for, at publikum kunne komme med respons og stille spørgsmål.

Debatten kom i høj grad til at handle om, hvem der har ansvaret for, at religionerne nogle gange bliver stemplet som “mørke”. Er det de hellige skrifters skyld, eller skyldes det mennesker der misbruger religionernes navn? Der opstod også en konstruktiv dialog om ikke at tage tekster ud af kontekst. Om at hele religioner nogle gange tillægges enkelte menneskers handlinger, og det blev også diskuteret, hvilket ansvar fredelige tilhørere har for at rette op på misforståelser.

Efter knap halvanden time var arrangementet officielt slut, men mange blev hængende for at tale videre og stille de tre oplægsholdere flere spørgsmål. ”Det var en oplysende og hyggelig aften. Det er ikke så tit, man får lov til at have en jøde, en kristen og en muslim under samme tag og mulighed for at stille dem spørgsmål om deres tro”, siger Christian Emil S. Szilas-Hansen, der var tovholder på aftenen.

 

URL: https://kfs.dk/events/en-joede-en-kristen-og-en-muslim-gaar-ind-paa-en-cafe/