Studerende i en coronatid

Alt blev lukket ned. Klasselokaler og forelæsninger blev aflyst af mikrofoner og webcamera. Coronaepidemien har påvirket alle. Men på forskellige måder. Vi har bedt nogle forskellige mennesker dele deres tanker om den tid, vi har været igennem. Vi starter med en studerende.

Studerende i en coronatid

 Tanker i (corona)krise

Jeg har nydt naturen ved mine forældres sommerhus. Skåret fældede træer op til planker med en motorsav. Bygget en platform i egetræet. Den har centrum i trækronen. Midt i naturen.

Noget i mig responderer på naturen. Stimuleres. Giver en form for fred. En ro. Ro i opgave og arbejdsomhed. Ro i ensomhed.

Der er daglige opdateringer på corona. Jeg har læst og lyttet intenst.

Rammerne i byen opleves stive. Byen faciliterer det sociale. Det sociale eventyr. Et landskab af muligheder for social udfoldelse. Økonomi og foretagsomhed. Under normale omstændigheder. Men nu? Faciliterer byen noget længere?

Jeg længes efter eventyr. At udforske. Efter et kaos hvor der kan skabes orden. Eller forsøges på det.

I starten var coronakrisen stimulerende. Både spændende og skræmmende. Skrækscenariet var realistisk. Overfyldte hospitaler, triage, civilisationens kollaps. Mange tusinde smittede og mortalitet på hele procenter. Bevægelse i retning af hvert menneske for sig selv. Men nu venter vi hver for sig. I ensomhed.

Kæmper med Gud.

Jeg fyldes af tvivl. Vildrede. Den lykkelige slutning udebliver.

Jeg er skabt i Guds billede. Trods skrøbelighed. Trods synd. Trods fejlbarlighed. En vild tanke. Den logiske følgeslutning er, at alle mennesker er af samme, store værdi. Hvem skulle have fundet på det, var det ikke åbenbaret?

Mødte en fuld mand på gaden, hvor jeg bor. Vaklende rundt i et forsøg på at komme hjem. Fulgte ham hjem. Tåbelig og selvforskyldt situation. Men oplevede en forpligtigelse til at hjælpe. Jesus har selv samlet mig op. Fortvivlet. I en selvforskyldt tilstand. Mødt mig med nåde og barmhjertighed. Nu er det min tur.

Tiden fører mig gennem eksistentielle overvejelser og kriser. Hvem er jeg? Hvad skal jeg?

Universitetsstuderende.

Et overvældende antal universitetsstuderende tager antidepressiva. Siger statistikken. Jeg tager selv mild antidepressiv medicin i lav dosis. Oprindeligt mod vinterdepression.

Hvorfor? Bryder vi os overhovedet om det, vi laver? Depressionens kendetegn er det tunge, introspektive fokus. Hvilken rolle spiller det, at vi konstant evalueres, måles og vejes? Af institutioner, hinanden og os selv. Frygter vi at falde igennem?

Vi skal turde dele det vanskelige. Bryde tabuer. For hinandens skyld. For egen skyld. For at skabe fællesskab.

Jeg lever med seksuelle udfordringer og fristelser. Kæmper med mig selv. Seksualitet er tidligere beskrevet som den del af den menneskelige oplevelse, det er vanskeligst at forholde sig til og integrere på en god måde i livet.

Set i det lys er det frygteligt, at vi de i kristne fællesskaber forsømmer at skabe de åbne og frimodige samtaler om seksualitet.

Kære medstuderende og jævnaldrende: Lad det ikke blive sådan i de kommende generationer! Går den ældre generation ikke foran, bliver det kulturen, der taler til de unge.

Den åbne samtale er terapeutisk og helbredende. Både før og efter vi har trådt forkert.

Jeg er blevet genforenet med gamle venner. Gode venner. Men ensomheden lurer. Når dagen slutter, er jeg alene. Lukket inde bag lejlighedens fire vægge. Splittet mellem produktivitet, pligtopfyldenhed og at søge fællesskab.

Corona er i luften. Usynlig. Her, der og alle vegne.

Den etablerede orden er udfordret. Uroligheder i verden. Situationen er anspændt. Minder mig om, at den naturlige tilstand ikke er fred, harmoni og shalom. Ordnede forhold og stabilitet er en bibemærkning i historien, vi skal huske at være taknemmelige for. Konflikt og krig er reglen frem for undtagelsen. Orden og civilisation er et mirakel.

Jeg nedsynkes i erkendelsesteoretiske overvejelser og frustrationer. Er det overhovedet muligt at opnå sikkerhed og vished? For noget? For kristentroens sandhed? Intellektuel ærlig sikkerhed?

Hvordan adskiller det sig fra en sikkerhed, der fødes af den ignorance, som vi er så tilbøjelige til at praktisere i mødet med virkelighedens kompleksitet? Hvilken rolle spiller vores tendens til at holde fast i det kendte?

Dykker dybere ned i tilværelsen. Hvad er det gode liv?

Jeg betragter min nevø. Følger med i hans liv. Et lille barn. Et menneske bliver til. Udvikler sig. Udfolder sig.

Hvad foregår der i hans bevidsthed? Hvad driver ham? Hans evindelige undersøgen? Måske gør jeg noget lignende. Er vi grundlæggende drevet af det samme?

Jeg kæmper med verden. Kæmper med virkeligheden. Hvad er det for et sted, hvor jeg pludselig er blevet sat? Geworfenheit. Thrownness. Jeg er kastet ind i et liv og en verden, jeg ikke har valgt. Mit liv. Min corona. Der er ikke andet at gøre end at undersøge det.

Måske er jeg stadig og altid et barn. Bare på en mere sofistikeret måde. Mere bevidst om mig selv i processen og med større abstraktionsniveau.

Min nevø kæmper med bilen på legepladsen. Jeg kæmper med selve tilværelsens essens og grundsubstans.

Og pandemiske omstændigheder.

 

Tankestrøm nedfældet af studerende og
bearbejdet i samarbejde med KFS-medarbejder