Postkort: I Jesu fodspor under varmere himmelstrøg

You've got mail! 20 unge fra nord var en uge i Israel med Israelsmissionens Unge. Læs deres hilsen her.

Postkort: I Jesu fodspor under varmere himmelstrøg

I uge 8 var der vinterferie for region nord. Den tilbragte vi 20 unge fra nord med Israelsmissionens Unge og KFS i Guds eget land Israel!

De første 3 dage foregik i Jerusalem i mildest talt ustadigt vejr men altid med en bibel under armen. Der blev for alvor gået nogle kilometer i Jesu fodspor, da steder som Grædemuren, Tempelpladsen, Gravkirken og Gravhaven blev besøgt.

Særligt Gravhaven gjorde stort indtryk på os. Her blev vi vist rundt af en belgisk guide med et klart og tydeligt budskab: Det vigtige er ikke, hvor Jesus døde og blev begravet, men at han faktisk er stået op! Og som han sagde: ”Go home to Denmark and tell what you have seen”!

Indblik i konflikt og forsoning

Det var også et af de klare formål med turen: At opleve Israel og se de steder Jesus har været og gået, samt at få et større indblik i den igangværende konflikt, der hersker i Israel.

I den forbindelse besøgte vi et palæstinensisk konfliktcenter, kaldet Wi’am, på Vestbredden nærmere bestemt Betlehem. Her fik vi en kort gennemgang af konflikten og en rundvisning i en nærliggende flygtningelejr, men hørte også om nogle af de forsoningsprojekter, de har gang i. En yderst spændende oplevelse!

Endelig solskin

De sidste dage på turen foregik mere nord på i Tiberias og varmere himmelstrøg! Her fik vi set en del forskellige kirker og fik en helt fantastisk sejltur på Geneserat sø. Fantastisk oplevelse!!

Alt i alt en fremragende tur med glade deltagere. Nu er der ikke mere tilbage at sige, men blot at: “Go home and tell what you have seen.”

Mvh Mathias Gottfred Jensen, volontør i KFS