På weekend i Norge – en smuttur til Nordisk FEUER

Tilbage i september kunne et lille hold KFS’ere drage afsted på det allerførste Nordiske FEUER. Ragnhild Wibe Nielsen fortæller her lidt om, hvad hun tager med sig hjem fra en weekend fyldt med skarpe oplæg og nordisk fællesskab.

På weekend i Norge – en smuttur til Nordisk FEUER

En grå septembermorgen mødtes et lille hold KFS’ere for at tage et smut til Norge. Med en fyldt bil og en vis spænding over, hvad de kommende dage ville byde os, satte vi kursen mod Hirtshals. Endemålet var et hotel på en ø, Tjøme, i Norges sydlige skærgård. Her deltog vi over weekenden i Nordisk FEUER – en konference, hvor vi og repræsentanter fra Sveriges og Norges pendanter til KFS (henholdsvis Credo og Laget) mødtes om interessante taler og snakke på tværs.

FEUER er et fællesskab under den internationale studenterorganisation IFES, som KFS er en del af. Formålet med fællesskabet er at have et etableret netværk på tværs af lande i Europa, som engagerer sig i den offentlige forkyndelse af evangeliet på universiteter. Der er fokus på den gode tale, og FEUER ligger derfor også inde med en masse ressourcer, som hjælper til at konstruere oplæg, som står stærkt.

Gennem årene har der været konferencer for hele Europa, men som noget nyt blev der i år (efter et par coronarelaterede udsættelser) afholdt en konference for os og vores helt tætte nordiske naboer. Jeg tror, et Nordisk FEUER handler om, at vi i Norge, Sverige og Danmark har en kulturarv og et slægtskab, som ligner hinanden og skaber vores fælles nordiske mentalitet. Det gør, at vores liv som studerende ligner hinanden, og at vi stiller nogle af de samme spørgsmål til verden, troen og eksistensen. Et særligt nordisk fællesskab var det, der i denne weekend skulle prøves af.

Sidst på eftermiddagen fredag ankom vi til konferencen. Hotellet lå det fineste sted helt ned til en lille lystbådehavn med udsigt til vand og skærgårdsøer, og jeg tror os danskere følte os ret så heldige sådan at blive placeret midt i skøn norsk natur og idyl. Samme aften og resten af weekenden blev vi mødt med stor åbenhed og interesse.

Der var ingen tvivl om, at vi alle delte en nysgerrighed og velvillighed over for hinanden og for projektet, og det var fedt og motiverende at mærke bevidstheden om den fælleshed, der knytter os på tværs – det at tro og både lysten til og udfordringen ved at dele det at være kristen med andre.

Programmet var tæt pakket, og noget af det, der fyldte meget, var spændende taler af blandt andet engelske Alister McGrath og Tom Holland og svenske Stefan Gustavsson. På programmet var der også sat tid af til, at vi selv skulle holde oplæg, vi havde forberedt hjemmefra. Temaerne var selvvalgte, men fælles for oplæggene var, at de skulle tænkes som en tale, der kan holdes til mennesker, som ikke deler eller kender til det kristne verdensperspektiv.

I mindre grupper øvede vi disse ”practice talks” og modtog feedback fra hinanden. Det var fedt at få lov til at øve oplæggene og snakke sammen om dem, selvom denne del af programmet ikke var det mest prioriterede. Herhjemme i KFS har vi i en del år med konceptet Proklama fokuseret på oplæg som disse, og alt hvad der er på spil i forhold til formidlingen af emner, der omhandler tro, liv og eksistens. For mig er det noget, der på en meget fin måde afspejler KFS’ identitet.

Gennem weekenden var noget af det, der gjorde stort indtryk, de forskelle, der også var, hvilket blandt andet kunne ses i vores oplæg. Uden at jeg har regnet ud, hvad der er på spil her, blev det tydeligt, at vi i KFS har mere fokus på at kombinere den enkeltes fag og faglighed med troen og det personlige, hvor de norske og svenske studerende havde deres fokus på en mere traditionel form for trosforsvar. Det kan noget forskelligt, men jeg fik bekræftet, at vi har fat i noget rigtig godt i KFS. Vores oplæg gjorde indtryk, og jeg blev stolt over den måde, vi knytter fag og personligt liv.

Selvom vi ligner hinanden på mange punkter her i Norden, lærte jeg på vores tur til Tjøme, at vi også adskiller os fra hinanden. Jeg tror, vi alle er kommet tilbage til Danmark med en masse spændende indtryk og undren, vi lige skal gå og tygge lidt på. Det har i hvert fald helt tydeligt vist sig, at der er mange ting, vi kan bruge hinanden til på tværs af de nordiske landegrænser.

I det norske Laget er der en hel masse energi og nogle stærke ressourcer, som er beundringsværdige, og som blandt andet viser sig i et mod og engagement, vi kan lære noget af, og som vi bare skal suge til os. Det har givet mig en påmindelse om, at vi i Danmark ikke går rundt med de største armbevægelser og højrøstede stemmer. Det må godt udfordres eller i hvert fald føre til en revurdering af og refleksion over os selv og vores måde at være KFS på i de forhold, vi nu engang står i her i Danmark.

Til gengæld har vi i KFS opbygget en måde at holde oplæg på, vi kan være stolte af, og som vækker en interesse hos lytteren. Jeg håber, at der fremover også dykkes mere ned i disse oplæg, og at vi kan få lov til at bidrage til fællesskabet ved at dele vores kompetencer og tilgange.

I denne weekend i et solbeskinnet Sydnorge fik vi lov at opleve og bidrage til starten på et Nordisk FEUER, og det bliver spændende, hvordan fællesskabet og dets ressourcer udvikler sig fremover, når vi mødes og deler både de ligheder og forskelle, der er imellem os.

Af Ragnhild Wibe Nielsen, stud.mag. i Æstetik og Kultur