Mellem himmel og hav

Mellem himmel og hav

Eksamenstiden kan til tider føles som et ensomt indelukke, men i Odense har KFS’erne og deres studiekammerater været heldige at have byens bedste læseplads i hele juni måned. Sømandsmissionen i Danmark har nemlig, ganske gratis, stillet det gode skib ’Duen’ til rådighed for alle studerende i byen. Skibet har ligget i havblå omgivelser i Odense Havn og er indrettet med læsepladser, køjer, kaffe og internet. En således flydende læseplads var et initiativ, som faldt i særdeles god jord hos de studerende.

Morten Højlund Wibe, som er KFS-sekretær i Odense, fortæller, at båden hver eneste dag har haft besøg af alt fra en enkelt til ti-tolv studerende. ”Båden har i den grad gjort det, vi drømte om, at den skulle. Mange studerende har siddet og læst på båden, nogle har overnattet og brugt båden som en ekstra studiebolig i en længere periode. KFS’erne har også været gode til at invitere studiekammerater og folk fra andre kirker med på båden.”

Og det er ikke kun bøger, som har fyldt ombord på ’Duen’. Morten fortæller, at den også har været base for bibelstudiegrupper, Uncover-grupper, KFS-afslutning og sågar en polterabend. ”Og så har vi hørt fra de studerende, at båden har været et dejligt neutralt sted at invitere ned til i eksamensræset. Man slap for at være vært hjemme i sin egen lejlighed, og det var ikke et kirkeligt rum, så der var ikke noget pres.”

Samtidig har ‘Duen’ været et sted, hvor de besøgende ikke kunne være i tvivl om det kristne islæt. ”Der har selvfølgelig ligget masser af materialer på båden: invitationer til sommerens KFS-lejre, reklamematerialer for både KFS og Sømandsmissionen, Uncoverbøger, invitationer til fællesskaber i byen og meget andet,” fortæller Morten.

”Først og sidst er vi bare utrolig taknemmelige for den gavmildhed, Sømandsmissionen har vist os. Det har været en kæmpe gave til de studerende i Odense, og KFS’erne kommer i den grad til at savne båden i havnen. Det ville være fantastisk, hvis vi fik muligheden igen en anden gang,” slutter Morten.