KFS siger farvel til vores Uncover-medarbejdere, men fortsætter arbejdet!

I slutningen af maj sagde vi farvel til Morten Munch og Thomas Birk Sørensen, der som studentermedhjælpere har arbejdet med at udbrede brugen af åbne bibelstudiegrupper i KFS. Det gode arbejde, de har været med til at sætte i gang, vil vi nu bygge videre på.

KFS siger farvel til vores Uncover-medarbejdere, men fortsætter arbejdet!

Der sker noget, når man læser i Bibelen. Det har altid været en grundtanke i KFS. Derfor blev det også for tre år siden besluttet, at vi som en særlig satsning i en periode skulle have medarbejdere ansat til at udruste og opmuntre studerende til at læse i Bibelen sammen med deres studiekammerater gennem materialet ”Uncover”.

Den satsning udløb i slutningen af maj, hvilket også betyder, at vi har sagt farvel til Morten Munch og Thomas Birk Sørensen, der har varetaget opgaven med stor entusiasme og idérigdom i henholdsvis den østlige og vestlige del af Danmark.

De deler her deres tanker om arbejdet med Uncover og siger et sidste farvel:

Thomas Birk Sørensen – Dine venner vil gerne læse i Bibelen

“En erfaring, jeg vil tage med videre efter at have arbejdet med Uncover, er, at folk er meget mere villige til at læse i Bibelen med en ven end jeg – og sikkert også mange andre – går og forestiller sig. At få dét banket godt ind i hovedet giver større frimodighed og gåpåmod.

Derfor er mit sidste råd til jer KFS’ere også, at I skal turde tro på, at jeres venner rent faktisk er villige til at læse Uncover sammen med jer. Samtidig, så hvis alt det med Uncover er lidt skræmmende eller fremmed, så prøv at lave et studie med en af jeres venner først, så I har prøvet materialet og ved, hvad I kan forvente af det.”

Morten Munch – Bibelstudie holder hele vejen!

“Kære KFS’ere. I er mega seje! Tak for mange gode snakke og bibelstunder sammen. I har vist, at bibelstudie holder hele vejen! Tak for det!

I dag blev jeg mindet om dette lille stykke fra en salme af Johannes Johansen. Det lyder sådan:

“I den usleste mand eller kvinde
så han perlen så kosteligt skinne,
dengang Gud selv blev menneskets lys.”

Jesus ser perlen i dig! Han tømte sit hjerte helt for at fylde dit hjerte helt med hans glæde, fred og tilgivelse. Det er immervæk gode nyheder, der er værd at dele!

Guds fred”

Vi fortsætter arbejdet

Vi tror stadig på, at det rykker noget, når kristne studerende læser i Bibelen sammen med deres studiekammerater. Derfor vil vi også fortsat blive ved med at tale om, undervise i og inspirere studerende til at danne studiegrupper med deres venner, hvor de – blandt andet gennem Uncover-materialet – sammen kan undersøge, hvem Bibelen siger Jesus er, og hvad Han har at sige til os i dag.

Der ligger allerede tre forskellige Uncover-materialer klar, der dykker ned i Lukas-, Johannes- og Markusevangeliet. Dem kan du læse meget mere om og bestille hjem på kfs.dk/uncover. Senest har vi lanceret siden https://uncover.kfs.dk/, som du kan bruge i samspil med materialet om Markusevangeliet.

Vi vil også hellere end gerne stadig komme ud og fortælle om Uncover. Hvis I tænker, at det kunne være spændende at høre mere om I jeres fællesskab, kan I skrive til Julie Øhrstrøm på julie@kfs.dk. Så sørger hun for, at der kommer en ud og holder et oplæg om, hvordan man kan læse i Bibelen sammen med sine studiekammerater, og hvorfor det giver mening.

Har du lyst til at høre mere om, hvordan man kan starte eller køre en Uncover-gruppe, er du selvfølgelig også meget velkommen til at tage fat i din sekretær. De er mere end klar til at hjælpe dig i gang.