Julen starter med kakaouddeling

Det startede som en god idé i KFS-gruppen, men pludselig var hele gymnasiet med både pedeller og kantine involveret, da KFS på Borupgaard Gymnasium sørgede for den gode decemberstemning med varm kakao og julehjælp

Julen starter med kakaouddeling

Skyerne ligger tungt og vådt over Herlev i københavnsområdet, mens kalenderen viser den 1. december. På Borupgaard Gymnasium er det dog kun stilhed før stormen, for foran to af indgangene til gymnasiet er der mere liv end normalt. Pedellerne er i gang med at sætte pavillon, varmelegemer, borde og kogeplader op. Ud ad døren kommer en gruppe KFS’ere slæbende på kæmpestore gryder fyldt med kakao. Lige før klokken ringer til frikvarter annoncerer skolens højtaleranlæg, at der bliver delt kakao ud ved gymnasiets indgange, og at man skal huske at holde afstand.

KFS’erne er klar, udstyret med mundbind, engangshandsker og godt humør. Kort tid efter står eleverne i kø i kulden for at få en dejlig varm kop kakao.

Stemningen er god. Sammen med deres kakao får hver elev en lille flyer med overskriften ”Julehjælp til enlige forældres børn”. KFS-gruppen er nemlig i flere år gået sammen med en lokal kirke om at indsamle julegaver til børn i forskellige aldre, som ikke er stillet lige så godt, som mange andre.

God opbakning fra hele gymnasiet

Julehjælpen er noget, som gymnasiet altid har bakket godt op om. ”Folk støtter rigtig meget op om det. De andre år har vi fået taget alle hjerterne med køn og alder på i løbet af to dage ” siger KFS-leder Harald Bramming.

Udover at opfordre elever og lærere til at hjælpe med at købe en gave til et barn, fik gruppen idéen til at uddele kakao, fordi de ville sprede noget glæde på gymnasiet for at løfte stemningen i denne coronatid. ”Det var en oplagt idé, følte vi”, siger Harald. I starten havde gruppen tænkt sig at stå for det hele, ”men da jeg havde møde med rektor, hev han hele kontoret og pedellerne ind til mødet”, fortæller Harald. Og så begyndte de ellers at planlægge uddelingen allesammen.

Det endte ud i, at gymnasiet finansierede det hele, køkkenet hjalp med kakaoen, og pedellerne tog et slæb med at stille op og rydde op igen. ”Pludselig var det bare den nemmeste opgave nogensinde,” konstaterer Harald begejstret. Hundredvis af kopper med kakao og flyers blev delt ud med ønsket om en god december måned.

Så midt i en tung gråvejrsdag blev der alligevel lys og god stemning på et gymnasium i udkanten af København.

Rebecca Barabara Friis Rasmussen, Gymnasiesekretær i Østdanmark

 

Opskrift på julehjælp

For familier, der ikke er stillet lige så godt som mange andre, kan julen også være en hård tid fyldt med afsavn. Julehjælp er en konkret måde, hvorpå I i jeres KFS-gruppe sammen med jeres gymnasium kan

hjælpe mennesker, der har ekstra meget brug for omsorg i denne tid.

I kan læse meget mere om, hvad julehjælp er, og hvordan det rent praktisk kan se ud her: Guide til Julehjælp