Hvad drømmer de om i Sønderjysk KFS?

Efter flere års pause er Sønderjysk KFS tilbage, og uden ’plejer’ og ’det gjorde vi sidste år’ er de nu ved at finde nye ben at stå på. Men hvad er det egentlig, et KFS-fællesskab skal kunne? Og hvad drømmer de om i Sønderjylland? Det har vi sendt vores kommunikationsmedarbejder til generalforsamling i Sønderjysk KFS for at finde ud af.

Hvad drømmer de om i Sønderjysk KFS?

Af Morten Lund Birkmose, kommunikationsmedarbejder i KFS (og eksilsønderjyde)

Når man scroller ned i facebookgruppen for Sønderjysk KFS, kan man se, at gruppen startede for over 10 år siden med en drøm om at lave et samlet fællesskab for de sønderjyske KFS-grupper.

Men energien løb på et tidspunkt ud, corona ramte og den sønderjyske KFS-gruppe blev lagt i dvale.

Og her kunne historien om Sønderjysk KFS nemt være endt. Men ud af dvalen er der i stedet vokset et helt nyt og helt igennem herligt fællesskab, der torsdag den 3. marts kunne invitere til (genopstarts)generalforsamling. Og der var særligt et punkt på dagsordenen: Hvad er det, vi gerne vil i Sønderjysk KFS?

Bilgemme og spas på sønderjysk

Der står dog både ’Spas’ og ’generalforsamling’ på programmet denne aften. Og inden vi når til den mere seriøse del, får I her opskriften på, hvordan spas blandt andet kan se ud på sønderjysk:

Man tager cirka 15 gæve sønderjyske KFS’ere. En dybt forvirret kommunikationsmedarbejder. Fire biler. Og så er der ellers dømt bilgemmeleg med hele den sønderjyske by Aabenraa som potentielt gemmested. Og hvordan foregår det så?

Du sender en bil afsted, som finder et passende gemmested. Det kan f.eks. være et parkeringshus eller en bilforhandler (hvilket var tilfældet denne aften). Herfra sendes der løbende ledetråde ud til de andre biler, der til sidste gerne skal føre til, at de imponerende stedkendte KFS’ere kan finde frem til den gemte bil. Simpelt – og overraskende sjovt!

Den vigtigste del af legen: Glem alt om brændstofpriser på himmelflugt.

Hvad er det Sønderjysk KFS kan som fællesskab?

Tilbage i Sct. Nicolai Kirkes sognehus i Aabenraa, der danner ramme om KFS-mødet, går vi i gang med aftenens egentlig omdrejningspunkt: generalforsamlingen.

Det er normalt en aften, hvor man drøfter det år, der er gået. Men da Sønderjysk KFS kun lige er startet op igen, gav aftenens generalforsamling i stedet anledning til at undersøge og snakke om nogle af de vigtige grundsten i deres fællesskab. Hvad er det, vi kan som fællesskab? Hvad er det, vi vil?

Søren Rønn, aftenens dirigent og KFS-sekretær for Vest- og Sønderjylland, fremhæver blandt andet fællesskabets evne til at grine højlydt og tale alvorligt i samme åndedrag. Der er en munter, velkommende, lattermild og smittende stemning i flokken, der også mærkes som gæst. Samtidig med at man det næste øjeblik kan sidde og filosofere over livets meningsløshed uden håbet om frelse og en eksistens efter døden. Er man rigtig heldig, sker det over et slag meyer og til lyden af technotoner fra DJ Smør, som det var tilfældet denne aften. Et soundtrack til filosofiske tanker, der kun kan anbefales.

Hvordan skaber vi et åbent fællesskab med plads til spørgsmål?

At Sønderjysk KFS ønsker at være et velkommende fællesskab med plads til alle, bliver også grundtonen under deres drøftelse. Der skal være plads til deres gymnasiekammerater. Der skal være fokus på at få alle de KFS’ere med, som ikke nødvendigvis har en gruppe på deres studiested. Der skal være mulighed for at stille spørgsmål. Der skal være mulighed for refleksion. Det må ikke blive for internt. Der skal være mulighed for at dele opmuntringer og tanker. Og man skal ville hinanden og se hinanden – f.eks. ved at skrive rundt og invitere folk personligt inden mødet.

Det er mål og visioner, som mange fællesskaber kan sige både ja og amen til, men indimellem er det godt også at stoppe op og minde sig selv og hinanden om netop dét; at KFS-fællesskaber er sat i verden med et formål, der rækker udover at være en hyggeklub for de indviede. At vi skal være fællesskaber, der i både ord og ikke mindst handlinger byder alle velkomne. Fællesskaber, hvor man bliver set, og hvor der er plads til spørgsmål.

Skal det være budget et eller to?

Et af de steder, hvor der blev sat konkret handling bag ordene, var i drøftelsen af det kommende års budget. Her stod gruppen over for et konkret valg: Skal der prioriteres penge til et stort udadvendt arrangement, eller skal de investeres i brætspil og andre ting til fællesskabet. Valget faldt på det store udadvendte arrangement, der skabte julelys i øjnene hos flere af KFS’erne. For som en konstaterede, da det blev foreslået, at man f.eks. kunne invitere en kristen stand-up komiker: ”Mine klassekammerater synes nogle gange, at det her KFS lyder virkelig mærkeligt, men det der ville jeg jo kunne invitere dem med til!”

Hvad drømmer formanden om?

Et af de sidste punkter på dagsordenen er valget af en bestyrelse, der har lyst til at stille sig i front, stikke en retning ud og lede fællesskabet lidt på vej. En opgave, som tre gode KFS’ere valgte at tage på sig. En af dem er den nyvalgte formand Dina Jespersen, som vi slutter denne reportage af med at høre lidt fra:

Hvad drømmer du om for Sønderjysk KFS?

”Jeg håber lidt på, at vi får mulighed for, at flere af vores venner fra gymnasierne rundt omkring, der ikke tror på Gud, kan komme med og måske møde vores dagligdag, tro og værdier.

Og så håber jeg også lidt på at få nogle flere talere. Og også bare, at vi må have nogle gode samtaler og lære hinanden bedre at kende. Sådan, at vi også kan hjælpe hinanden til at komme ud og sprede det gode budskab.”

Hvad er det bedste ved Sønderjysk KFS?

”Jeg synes, det er mega fedt, at jeg kan samles med andre gymnasieelever, der også er mine venner, og som jeg måske ikke snakker så tit med i min dagligdag. At vi kan mødes og snakke sammen om tro, og hvad der lige sker på gymnasiet. Man hører også lidt fra de forskellige gymnasier og kan sidde og grine lidt over nogle lærere eller samtaler, man har haft. Og så kan man også lære lidt af hinanden på den måde, for det er lidt forskelligt fra gymnasie til gymnasie med kulturen, og hvad man lige snakker om og gør.”

Hvorfor har du engageret dig som formand i Sønderjysk KFS

”Jeg synes, at jeg mangler det kristne fællesskab i min hverdag på gymnasiet, så det er rart, at jeg kan være her og føle, at jeg er samlet med en masse på samme alder og have det her kristne fællesskab, hvor man også bare kan hygge sig og være ude med sine venner. At vi kan synge, bede og snakke sammen om alt det her. Det er så fedt.”