Her er din volontør!

Tre KFS-entusiaster har sagt ja tak til at arbejde som volontører i KFS i det kommende skoleår. Mød Amalie, Jonathan og Andreas!

Amalie Haahr, volontør i Nord: 

Noget af det, jeg glæder mig til ved at være volontør, er at snakke med en masse gymnasieelever om tro og liv. Jeg vil gerne være med til at skabe en naturlighed i at kombinere tro og det at gå i gymnasiet, da jeg selv i min egen gymnasietid oplevede, at det kan være en udfordring.

Derudover vil jeg gerne være med til at skabe kristne fællesskaber, hvor mennesker føler sig rummet og trygge, uanset hvem de er. Et sted, hvor der er plads til mening, og hvor vi ved at tilstedeværelsen kan pege på Jesus.

Jeg vil gerne være én, som KFS’erne føler, at de kan komme til med de udfordringer og glæder, der kan være i at være kristen og gå i gymnasiet. Derudover vil jeg gerne give en hånd med, hvor der er brug for det og motivere og støtte KFS’erne i det arbejde, de gør rundt på gymnasierne.

 

Jonathan O. Rasmussen, volontør i Øst:

Jeg ser sådan frem til at arbejde som KFS-volontør. De sidste fire år – tre i gymnasiet og et nuværende på KFS’ højskole, LTC – har KFS givet mig så meget godt, og jeg ønsker at kunne give noget af det gode videre, jeg selv har fået med. Jeg glæder mig meget til at møde og danne venskaber med alle jer KFS’ere og kunne dele tanker, ideer, glæder og udfordringer med jer – og til at være med til at nå gymnasieelever med de gode nyheder om Jesus. Kort sagt: Jeg ser frem til – sammen med jer – at kende Jesus endnu bedre og gøre Jesus endnu mere kendt.

 

Andreas Ø. Jacobsen, volontør i Syd:

Jeg glæder mig enormt meget til at møde jer gym-KFS’ere i Syddanmark! Det bliver spændende at lære jer at kende og mødes om meningsfulde ting som tro, hygge og studie. I min gymnasietid har KFS været god til at kombinere min hverdag med mit trosliv; i KFS-gruppen var der plads til de spørgsmål, glæder og udfordringer, jeg mødte i min hverdag. Der var plads til hinanden og den hverdag, vi hver især havde. Der var plads til mening! Det er så værdifuldt, og det ser jeg frem til at blive en del af næste år. Vi ses derude!