Gymnasieelev i en coronatid

Alt blev lukket ned. KFS-møder og gymnasiekammerater blev afløst af computerskærme og onlineundervisning. Coronaepidemien har påvirket alle. Men på forskellige måder. Vi har bedt nogle forskellige mennesker dele deres tanker om den tid, vi har været igennem. Denne gang er turen kommet til Christina Munch, der går på Bjerringbro Gymnasium.

Gymnasieelev i en coronatid

Coronavirus ramte, som for så mange andre, min hverdag med et brag.

Jeg husker tydeligt udmeldingen d. 11. marts 2020. Jeg fyldte 19 år den dag og havde knap nok sunket kagemanden, da jeg blev kaldt ind i stuen for at være vidne til Mettes pressemøde. Hvad jeg dengang ikke vidste var, at jeg skulle tilbringe de næste 2 måneder af mit liv derhjemme.

I starten var det ikke til at bære. Onlineundervisning rev tænder ud, og udsigten til 2 uger af dét lød helt og aldeles urimeligt. For ikke at snakke om alt det, der blev aflyst. Volley, fritidsjob, weekendaktiviteter. Selv de kristne forsamlinger blev der sat en stopper for.

Fællesskaberne døde langsomt hen til nogle få beskeder på Messenger, og kirke, ELU og KFS blev enten aflyst eller forvandlet til onlineversioner. Hvis jeg skal være helt ærlig, brød jeg mig aldrig rigtigt om de online versioner, og frustrationen over det manglende kristne fællesskab hobede sig op.

Som tiden gik og krisen blev normaliteten, forvandlede rastløsheden sig dog til nydelse. Jeg har aldrig hørt så meget lovsang som i denne periode, og det blev bestemt en måde for mig til at forarbejde mange af mine frustrationer. Mine mange gå- og løbeture gav en perfekt anledning til det, og jeg fik lov til at opleve Guds smukke natur med lovsang i ørene.

Også mine ferier ændrede sig drastisk. Både Påskelejr og bibelcamping blev hurtigt aflyst. Brandærgerligt, da jeg elsker samværet med mine kristne venner. Tanken om at skulle misse de fantastiske kristne sammenkomster var irriterende begrænsende. Onlineprædikener er godt, men aldrig helt det samme. Derfor ser jeg også nu med endnu større glæde frem til kommende kristne arrangementer.

Efter det hele langsomt er blevet løsnet igen, ser jeg tilbage på denne tid fyldt af coronavirus med undren over, at Gud kunne lade det ske. Men også med taknemmelighed. For hvis der er noget, jeg har lært i denne periode, er det taknemmelighed.

Taknemmelighed over, at vi har lov til at mødes som kristne brødre og søstre og snakke om de fantastiske ting, vi har fået af vores skaber. Taknemmelighed over det smukke og frie land, vi lever i, hvor vi har adgang til både sundhedssystem og skole. Selv i en krisesituation. Taknemmelighed over mennesker, der holder af os og mig. Og til sidst, taknemmelighed over Gud, som har styr på vores liv, selv når vi magtesløse må se til og ikke kan gøre andet end at bede for en situation, vi ikke har kontrol over.

Christina Munch, elev på Bjerringbro Gymnasium