Fra fællesskab til forening

En ny lokalforening har set dagens lys i Aalborg

Fra fællesskab til forening

Julie Thingmann Christensen er KFS-sekretær i Nord. Hun fortæller med stor glæde om, at KFS-arbejdet blandt studerende i Aalborg går rigtig godt. ”Der har været ca. femten meget trofaste mennesker, som har været klar på at løbe med faklen her i år, så lige nu er der fire grupper, som jævnligt mødes til bøn på Universitet og UCN (som rummer blandt andet lærer- og pædagoguddannelsen, red.). De, der jævnligt mødes til bøn på deres studiesteder, taler alle om, at det er et fristed, de får meget ud af at have!”

Sammen kan vi mere

Julie fortæller, at ved semesterstart i august 2018 havde nogle kristne på UCN startet en messenger-gruppe med dem, de lige vidste, der var kristne på uddannelsen. Nogle forlod gruppen, men hver gang, der gik én ud af gruppen, kom der to nye til, så de endte med at være 15-20 kristne studerende til et fælles opstartsmøde i august. ”KFS’erne kommer fra alle mulige forskellige kirker,” fortæller Julie. ”I Aalborg er de studerende fordelt mellem mange forskelligartede kirker, så der var ikke nogen af kirkerne, hvor der var nok studerende i sig selv til at få et kristent studenterarbejde op at stå. Men heldigvis har de lyst til at gøre det sammen, og det er tydeligt, at de holder meget af hinanden!”

Fællesskabet er også blevet rigtig godt af, at kristne fra de forskellige studiesteder mødes en aften om måneden hos hinanden og spiser og beder sammen.

Springet fra gruppe til forening

I løbet af efteråret planlagde tre studerende sammen med Julie en lunchbar på universitetet, som løb af stablen i april måned. Det blev en stor succes: ”Der kom omkring 15 KFS’ere og 25 af deres venner, som de havde taget med. De studerende var så gode, for de tog bare deres venner med, og det blev sådan en god oplevelse,” fortæller Julie med begejstring i stemmen.

”De her studerende har bare sådan en brand for arbejdet. Så da jeg fortalte, at vi kunne blive en lokalforening og søge støtte til vores arrangementer fra DUF, Dansk Ungdoms Fællesråd, blev der en interesse for at blive en forening. Det betyder ikke, at vi nødvendigvis skal lave flere arrangementer, men at vi kan få støtte til det, vi laver,” siger hun.

”Det interessante er, at fællesskabet egentlig allerede fungerede som en forening. Nu har gruppen bare fået papir på, at den er det. Og at der er støttekroner at hente, er kun en bonus oveni hatten. Det var ikke pengene, der motiverede – det er selve arbejdet med at kende Jesus og gøre Jesus kendt, medlemmerne brænder for” slutter Julie.

Den nye lokalforening planlægger nu at lave et arrangement omkring semesterstart efter sommerferien, en julegudstjeneste, flere lunchbars og måske et aftenarrangement i løbet af året. Gruppen var også medarrangør af et stort Veritas-foredrag i Aalborg med William Lane Craig i marts (billedet).

Vidste du, at…

…du og din lokalforening også kan søge støtte til jeres arrangementer? Det er ikke svært! Læs mere og ansøg her: https://duf.dk/tilskud-og-puljer/dufs-lokalforeningspulje/

Vil du gerne…

…have hjælp til at gøre din KFS-gruppe til en lokalforening? Læs vejledningen på KFS’ hjemmeside: https://kfs.dk/her-er-vi/lokalforeninger/bliv-lokalforening/ – eller ring på 35 43 82 82, så hjælper KFS dig gerne videre.