Et KFS juleeventyr

KFS grupper på flere danske gymnasier samler julegaver til børn fra dårligere stillede familier. Det er en øvelse i at se andre – og så er det ren hygge.

Et KFS juleeventyr

I KFS grupperne på Gribskov og Silkeborg gymnasium holder julehyggen sig ikke indenfor gruppen, men breder sig ud til hele gymnasiet og videre ud i byen.

I Projekt Julegavehjælp står KFS grupperne nemlig – for andet år i træk – som tovholdere på en indsamling af julegaver til børn, som måske ikke ellers ville have fået en julegave.

Træ, hjerter og godhed

KFS’erne hænger røde hjerter på et juletræ et synligt sted på skolen. På hjerterne står alder og køn på et barn i kommunen – oplysninger som grupperne har fået ved henvendelse til kommunen.

Herefter kan elever på skolen tage et hjerte og købe en gave til det pågældende barn ud fra oplysningerne om alder og køn.

KFS grupperne indsamler og videreformidler herefter gaverne.

I Silkeborg stiller gruppen deres eget træ op og samler gaver ind i løbet af december i kantinen, mens man på Gribskov Gymnasium bruger skolens træ. Her får man også hjælp af skolens sekretærer i sin gaveindsamling.

Så gør vi klar til Projekt Julegavehjælp 💌💌💌 #gribskovkfs #projektjulegavehjælp

A post shared by Gribskov KFS (@kfspaagg) on

Julen starter i november

Maria Aagaard er tovholder for projektet på Silkeborg Gymnasium, og hun fortæller, at juleforberedelserne starter i november.

”KFS-gruppen på SG mødes hver tirsdag i den store pause – normalt til en andagt eller leg. To gange i november omlagde vi dog KFS-gangene til julehygge, hvor nogle tegnede hjerter på rødt karton, andre klippede ud, andre satte snor i hjerterne – og alle spiste pebernødder og hørte julemusik!”

På Gribskov Gymnasium klippe-klistres der også. Desuden fortæller Esben Hassingboe, at man informerer kammeraterne om projektet ved at lave poser med pebernødder, hvor der vedlægges en label, hvorpå der står noget om projektet.

”Pebernødderne deles ud en morgen foran gymnasiet. Det fungerer rigtig godt, både fordi vi får spredt budskabet om projektet, men også fordi vi bidrager til, at folk får en god morgen,” fortæller han.

‘Tis the season to be jolly

Begge grupper ser tilbage på sidste års projekt som en stor succes. I Gribskov samlede man 88 gaver ind, hvilket var over dobbelt så mange, som man havde forventet.

På Silkeborg Gymnasium var tallet 300, og som Maria siger det: ”Vi kunne have samlet endnu flere ind, men KFS-gruppen havde simpelthen ikke flere ressourcer, hvilket virkelig var et luksusproblem.”

Elever har flere gange i løbet af året spurgt, om der igen i år blev mulighed for at købe gaver, og KFS gruppens indtryk er, at mange hygger sig med at købe en gave sammen med en kammerat og skrive et hyggeligt kort til modtageren.

Også fra Gribskov meldes der om god stemning omkring projektet.

”Sidste år var der rigtig stor opbakning fra hele gymnasiet. Lærerne og ledelsen syntes rigtig godt om projektet, for eksempel støttede vores rektor ved at aflevere en gave,” fortæller Esben.

Navledistancekompetence 

Gruppen i Silkeborg blev engageret i projektet, da de blev opmærksomme på, at der i Silkeborg er mange udsatte og belastede familier i byen.

”Vi blev opmuntret til at gøre en forskel – og julegaveordningen er en meget konkret måde til det. Og så er det en god måde at øve sig i ‘navledistancekompetence’, som jeg kalder det. Selvom vi ikke umiddelbart får noget ud af det, er det en øvelse i at se andre, se deres behov og hjælpe de mennesker, vi deler by med,” fortæller Maria.

Hun fortæller desuden, hvordan man ofte kommer til at snakke med nogen, man ikke lige umiddelbart kender så godt, når man sidder sammen og samler gaver ind fra kammeraterne.

”Det fører til nogle gode snakke og gode grin at sidde sammen i frikvarteret og indsamle gaver. På den måde kommer vi internt i KFS-gruppen tættere på hinanden, mens KFS-gruppen udadtil også bliver mere synlig og kendt.”

“Det hele er bare en fest!”

I Gribskov fortæller Natalie Aagaard og Cecilie Kofoed, at projektet også gør en forskel for KFS-gruppen selv.

”Det er vildt fedt at have et synligt projekt på skolen at være fælles om. Det har også været fedt at kunne vise både skolen som helhed og eleverne lidt af hvad KFS,” fortæller Cecilie.

Natalie er også begejstret og får de sidste ord.

”Det er bare et fedt projekt at være sammen om som gruppe. Det giver en anden fællesskabsfølelse end den, vi har, når vi sidder til KFS sammen i kælderen. Vi klipper julehjerter og laver poser med pebernødder samtidig med, at vi hører julemusik, Marvelous Mosell og spiser æbleskiver.

Det er ren hygge. Ærligt talt, så har jeg i år glædet mig helt vildt til selve planlægningen og klargørelsen til Projekt Julegavehjælp. Det hele er bare en fest!”


Læs en vejledning til at komme i gang i din KFS-gruppe HER