En meningsfuld juletradition

De seneste år er en juletradition opblomstret blandt mange KFS-grupper rundt på de danske gymnasier: KFS’erne assisterer de lokale kirker med julehjælp. De gør det ved at samle ind blandt deres medstuderende og det skaber fællesskab.

En meningsfuld juletradition

Et af disse steder er Gribskov gymnasium. Her kan du i december måned finde et juletræ i kantinen, der ikke kun er pyntet med almindelige flettede julehjerter. På træet er der røde hjerter dekoreret med ord. På disse står enten teksten ”dreng” eller ”pige” samt en aldersgruppe. Hjerterne repræsenterer et barn fra en familie, som ikke selv har råd til at købe julegaver, og det hænger der, fordi KFS-gruppen på gymnasiet har sørget for det. Man tager et hjerte, køber en gave, og afleverer den på et aftalt tidspunkt til KFS’erne i kantinen.

Natalie Aagaard, KFS’er på gymnasiet, fortæller, at det er tredje år de yder julehjælp sammen med deres medstuderende. De kontakter Græsted kirke og præsten der, som har kontakt til familier, der har brug for hjælp. KFS-gruppen får en liste med et antal børn og deres aldre. Derefter mødes gruppen, og hygger sig med at lave julehjerterne klar. Når gymnasiets juletræ bliver rejst i kantinen, hænger de julehjerterne op, og fortæller deres medstuderende om, hvordan de kan hjælpe.

Et tomt juletræ

Når man arrangerer julehjælp på denne måde, er et tomt juletræ gode nyheder for de børn, der skal modtage gaver. ”I år gik der faktisk kun to dage, og så var alle hjerterne taget. Så vi har snakket med kirken igen og fået flere oplysninger, så vi kan lave endnu flere hjerter”, fortæller Natalie.

KFS-gruppen på Gribskov gymnasium gør ikke et stort nummer ud af, at det er dem, der står bag initiativet til julehjælp. ”Men flere og flere af vores kammerater ved godt, det er os der står bag. De spørger jo ind, når vi annoncerer det”, og Natalie oplever både, at det er med til at skabe fællesskab i KFS-gruppen og med resten af deres medstuderende.

Gymnasiegrupper der går sammen med lokale kirker om julehjælp, er ikke et nyt koncept, men det har fået en opblomstring de seneste år. I år er der således over 10 gymnasie KFS-grupper på landsplan, der er med til at skaffe julehjælp. Heriblandt Silkeborg Gymnasium som ligeledes bruger juletræs-idéen med de røde hjerter.

Det er dejligt, at mange KFS’ere vælger at kombinere julehygge med julehjælp, og samtidigt inviterer deres medstuderende ind i en fælles sag. Hvis du har lyst til at vide mere om, hvordan man gør, så din KFS-gruppe kan være klar til næste jul, kan du finde en guide i KFS’ kogebog lige her.