At gøre Jesus kendt – med slikkepinde?

At gøre Jesus kendt. Det er den anden – og helt centrale ­– del af KFS’ vision. Men hvordan er det lige, man kan gøre det som KFS-gruppe? Det får du et brandgodt bud på lige her, hvor Karoline fra KFS på Frederiksborg Gymnasium og HF fortæller lidt om deres oplevelse med at dele slikkepinde og bibelvers ud.

At gøre Jesus kendt – med slikkepinde?

Vi har i KFS på Frederiksborg Gymnasium og HF et uddelingsevent én gang om året.

Aftenen før mødes vi til en hyggelig aften og klipper og klistrer bibelvers på nogle slikkepinde til uddeling. Vi møder så alle sammen om morgenen 15-20 minutter før timerne begynder. Her fordeler vi os ved indgangene og tilbyder en slikkepind eller lignende (det har også været julemandschokolader) med et lille bibelvers på til alle, der kommer forbi, både elever og lærere.

Det er et virkelig hyggeligt princip, der ikke kræver det store. Både til vores klippe-klister aften før og om morgenen til uddelingen får vi i KFS brugt noget mere tid sammen til bare at lære hinanden bedre at kende.

At stå synligt fremme om morgenen er også en måde, hvorpå vi kan vise resten af skolen, hvem vi er, så vi bliver lidt mere end de kristne, der bare mødes i kælderen. De andre elever tager altid godt imod os, og man kan mærke på dem, at de bliver glade af at få et ”godmorgen” og en slikkepind til at starte dagen ud med. Det er også sjovt at kunne gå rundt på gangene bagefter og høre folk snakke om slikkepindene og sammenligne bibelversene, eller at komme op i klassen og møde ens klassekammerater spørge efter flere ;)

Karoline Puggaard Poulsen fra KFS på Frederiksborg Gymnasium og HF