Volontører siger farvel: Få deres bedste råd

Volontørerne er gået på sommerferie, men vi fik givet dem en sidste opgave, som de – som med alt andet dette skoleår – løste til perfektion: Få deres bedste råd til alle KFS’ere og grupper.

Volontører siger farvel: Få deres bedste råd

Vi har sagt farvel til Peter, Mathias og Marianne, som er gået på en velfortjent sommerferie.

De tre volontører i KFS er om nogen hverdagens superhelte for jer derude, da de ikke laver andet end at støtte op om KFS’ere rundt om på ungdomsuddannelserne.

Dermed er de også KFS-eksperter, og vi lader dem derfor komme til orde her, for at de kan levere et sidste home run i form af et godt råd til KFS’ere i hele landet.

Marianne Tarp Krüger: Lav en KFS-cafe!

“Hvis jeg skulle komme med et godt råd, så er det at bruge tid på at finde ud af, hvad I kan og gerne vil gøre på jeres gymnasium, og forsøge at få det ført ud i livet. Jeg synes, det er så imponerende, hvor meget man kan få ført ud i livet, og hvor mange forskellige ting grupperne kan hver især!

En af de idéer, som jeg selv er ret vild med, er at lave en KFS-café på skolen, når der er gymnasiefester. Ved at have en café med lidt mere ro, noget vand og kage er man med til at vise, at man gerne vil gøre noget for skolen. Det er en måde at åbne op for det fællesskab, man har i sin KFS-gruppe og måske også for en snak om, hvem Jesus er.

Men uanset om man deler kakao ud en kold december måned, arrangerer en debat om tro eller mødes og bruger tid på at bede for gymnasiet, er man med til at gøre en forskel. Jeg synes, det har været så fedt at se alle initiativerne og glæden ved at være en KFS-gruppe, der sætter fokus på, hvem Jesus er.

Og KFS’ere i Øst: Tak for, at I er dem, I er, og for at I er med til at være lys for Jesus, der hvor I er.”

Peter Stidsen: Sæt ord på din tro!

“Et råd, jeg vil give til KFS’erne rundt omkring, er at være åbne omkring troen. Og også åbne overfor andres måder at tænke og tro.

Jeg hørte om en rigtig god måde at praktisere det her på i KFS-gruppen på Haderslev Katedralskole. Her har de haft nogle måneder, hvor de på skift har fortalt lidt under overskriften ”Hvad er din tro?”. Her kan alle – uanset udgangspunkt ift. tro – fortælle om, hvad de tænker om tro, liv og Gud.

Jeg tror, det giver et bedre fællesskab i gruppen, fordi man lærer hinanden bedre at kende – også på et personligt plan. Og så tror jeg også, det er super godt at sætte ord på sin tro. Både over for sig selv og over for andre.”

Mathias Gottfred Jensen: Bliv ved med at bede!

“Endnu et år er gået, endnu et år med KFS. Jeg vil gerne takke jer alle for et fremragende år! Et år med op- og nedture og med en vild Gud, der gør nogle vilde ting ude i gymnasierne. Tak for jeres åbenhed og gåpåmod, for alle de gode stunder og dybe samtaler.

Mit råd er en opmuntring til at blive ved med at bruge det måske bedste missionale redskab, vi har, nemlig bønnen! I 1 Thessalonikerbrev kapitel 5, vers 17 står der “Bed uophørligt” – så bliv ved med at bede for jeres studiested, venner og ledelse. Gud hører bøn!

Held og lykke med eksamenerne og god sommer!”