Vi løfter sløret: mød dine kommende volontører!

Annika, Daniel, Sarah og Christoffer. Det er de fire herlige nye volontører, KFS og gymnasie-KFS’erne får glæden af at vandre sammen med, når kalenderen rammer august. Og I kan godt begynde at glæde jer! Vi har givet pennen videre og bedt dem om at præsentere sig selv. Læs med her!

Vi løfter sløret: mød dine kommende volontører!

 

Annika Gottenborg Jacobsen – Volontør i Vest- og Sønderjylland

Hey KFS’ere

Jeg glæder mig helt vild til at komme vest på og få bygget det bedst mulige KFS-fællesskab op sammen med jer alle. Selv kommer jeg oprindelig fra Galten, men har, siden jeg blev student i 2020, været halvandet år i Norge. Lige nu går jeg på Børkop højskole, hvor jeg nyder fællesskabet, og at alle taler dansk :D

Da jeg selv gik på HF, var KFS et af højdepunkterne på min uge. Et sted, hvor det ikke var min tro, der fik mig til at stikke ud, og hvor jeg ikke var den, der skulle have alle svarene. For mig var KFS et sted, hvor jeg kunne komme med spørgsmål og søge efter svar. Det ønsker jeg også, KFS skal kunne være for alle jer! Jeg glæder mig til at vandre med jer i Jesu navn og vokse med ham for øje.

Jeg er vild med ski, vandring, bål og god te med masser af honning. Jeg takker heller ikke nej til en god snak om for eksempel bøger, tro, liv eller alt muligt andet.

Jeg glæder mig til at møde jer alle! :D

 

Daniel Lønborg Andersen – Volontør i Nord- og Midtjylland

Hej KFS’ere, mit navn er Daniel!

Jeg tror, Jesus vender op og ned på hele virkeligheden, og derfor er han det allervigtigste, man overhovedet kan snakke om! Det gør, at jeg glæder mig meget til at være KFS-volontør i Nord- og Midtjylland. Jeg håber, vi kan skabe rum for, at snakken om tro, liv og mening bliver åbnet op, også der hvor den er svær og kompliceret. Jeg glæder mig til at møde jer KFS’ere lige der, hvor I er i jeres vandring med Jesus, og få lov til at gå med jer et stykke af vejen.

Derudover skærer det mig i hjertet, når jeg ser, at der er folk, der ikke kender Jesus. Gud vil, at alle mennesker skal opleve hans kærlighed, og derfor brænder jeg for at fortælle dem, om de fantastiske ting han har gjort for at sætte os fri. Det har jeg en forhåbning om, at I KFS’ere vil være med til at prøve kræfter med!

Lidt om mig: Jeg elsker bøger, filosofi og gode snakke. Derudover elsker jeg alt, hvad der har at gøre med at hoppe. Om det er volley, basket eller parkour, skal jeg helst bruge mere tid i luften end på jorden! :) Jeg har selv gået på Silkeborg Gymnasium, hvorfor KFS i Nord- og Midtjylland ligger mit hjerte nært. Det bliver for fedt at være med til at kende Jesus og gøre Jesus kendt endnu et år sammen med alle jer dejlige nord- og midtjyder!

 

Christoffer Rafael Kofod Techow – Volontør i Østdanmark

Hey alle Østers.

Jeg hedder Christoffer, og jeg har simpelthen fået lov til at være jeres volontør næste skoleår! Jeg har været et smut i Jylland det sidste års tid på KFS’ højskole LTC og er nu parat til at vende hjem til østen og være med i KFS. Jeg elsker at snakke om Jesus og brænder for, at endnu flere skal lære ham at kende! Derudover er jeg ret glad for at læse bøger, drikke kaffe, spille fodbold og musik!

Gennem min egen gymnasietid har jeg været vildt glad for at være en del af KFS. Jeg oplevede det som et enormt skønt pusterum, hvor man kunne tankes op, støtte hinanden i det med at være kristen i gymnasiet og hjælpe hinanden med at fortælle ens klassekammerater om Jesus. Jeg håber, jeg kan være med til, at KFS bliver lige så fedt for jer, som jeg selv syntes, det var i gymnasiet. Derudover så glæder jeg mig også bare til at lære jer allesammen at kende, dele tro og liv, opture og nedture med jer, og sammen lære Jesus endnu bedre at kende – og gøre ham kendt!

 

Sarah Klejnstrup – Volontør i Fyn og Trekanten

Hej KFS’ere!

Mit navn er Sarah Klejnstrup, og jeg skal have glæden af alle jer skønne KFS´ere i området ’Fyn og trekanten’. Jeg ser frem til at møde jer og følges med jer det næste års tid! Det skal nok blive en fest! Jeg har været LTC’er i det seneste år, så helt fremmed er jeg forhåbentlig ikke ;). Jeg ser frem til at være en fast del af fællesskabet i Basecamp og til at besøge jeres dejlige KFS-grupper!

Lidt om mig selv: Jeg elsker at møde nye mennesker og at starte snakke om det, der virkelig betyder noget. Jeg nyder også bare at strikke og læse i min bibel. Jeg er kæmpe fan af KFS, men da jeg gik på Hovedstadens Kristne Gymnasium havde vi ikke en KFS-gruppe. Siden har jeg – gennem KFS-aftenerne i Østdanmark – fået et større indblik i, hvad KFS er. Og jeg er blevet helt fanget af idéen om, at Jesus er relevant for alle – også studerende.