På arbejde med Helligånden

KFS-sekretær Rebekka og volontør Simon fortæller om en almindelig arbejdsdag, som alligevel blev ualmindelig

På arbejde med Helligånden

Af Rebekka Friis Rasmussen

Godmorgenbøn

Klokken slår lidt over 9 på en helt almindelig hverdag. Volontør Simon og jeg mødes uden foran en gammel, flot bygning i Indre København for endnu engang at holde religionstimer sammen – noget, som vi efterhånden har gjort mange gange. Dagen byder på to af slagsen. Vi ved, at undervisningen bliver lidt anderledes ”end vi plejer”, fordi vi ikke skal stå foran gymnasieelever, men VUC-elever i stedet. Altså voksne, der går i skole for at supplere nogle gymnasiale fag. Efter lidt venten i receptionen, hvor tiden bliver brugt på bøn og sige godmorgen til hinanden, kommer den første underviser os i møde og leder os ind i klassen. Der sidder omkring 30 elever – det er lidt flere, end vi plejer at se i klasserne.

Sulten i sjælen

Simon indleder timen, fortæller om, hvem vi er, og hvad KFS er, for derefter at sætte gang i arbejdet med bibelteksten. Vi læser om helbredelsen af den blinde tigger, Bartimæus, som står i Markusevangeliet kap. 10. Efter at have gennemgået teksten sammen med klassen, holder Simon sit oplæg om, hvad teksten betyder for ham i sit liv som kristen. Efter en kort pause, er det blevet tid til at svare på klassens spørgsmål. Normalt får vi ofte spørgsmål, der handler om det, at vi begge er opvokset i kristne hjem, om kristendommens forhold til evolutionsteorien og skabelsen, moralske spørgsmål om vores forhold til alkohol, sex eller homoseksualitet. Men i denne er klasse er det anderledes. De spørger os om, hvad vi selv værdsætter at høre om, når vi hører en prædiken. De spørger, om vi virkelig kan tro på, at Gud kan gøre mirakler, om hvad tro er, og hvornår man kan snakke om, at man tror. De spørger os også om, hvad bøn er, hvad det betyder for os at være kristne i vores hverdag, og om vi nogensinde har følt os udenfor et fællesskab, fordi vi tror på Jesus. Man kan mærke, at der er noget på spil for eleverne – de stiller tillægsspørgsmål og beder os om at uddybe vores svar. Ja, vi har en følelse af, at de vil vide mere og ikke kan få stillet deres sult angående de spørgsmål, der betyder noget for dem. Helligånden er ved at gøre sit arbejde, som ingen af os kan styre eller forsøge at indkapsle i en formel.

Tre i én

Efter to klokketimer må timen slutte, og vi går videre til den næste klasse med en anden underviser. Underviseren har vi besøgt før, så vi bruger noget tid på at snakke sammen og ”catche up”. Klassen er helt anderledes med en stor procentdel elever, der identificerer sig selv som muslimer. Det farver helt naturligt tiden sammen med dem. Opbygningen af timen og bibelteksten er den samme, men spørgsmålene fra klassen er helt anderledes. Vi bliver spurgt til vores forhold til dyrevelfærd og miljø generelt, når vi nu er kristne. Vi får nogle enkelte spørgsmål om sex, og derefter bruger vi størstedelen af tiden på at snakke om treenigheden og Jesu menneskelighed midt i det. Eleverne er direkte og ærlige. De er drevet af at prøve at begribe det ubegribelige – nemlig kompleksiteten i Guds eget væsen. Men tiden er løbet fra os, og timen må slutte – selvom nogle spørgsmål må stå ubesvarede hen.

Simon og jeg siger farvel til underviseren og går ud mod cyklerne for at tage hjem, mens vi vender dagen og beder en bøn. Endnu en gang minder vi hinanden om, at Guds ord ikke kommer virkningsløst tilbage, så vi tror på, at dagen har plantet nogle af Helligåndens frø i menneskers liv.