Om KFS og kød

Et argument for at droppe kødet på KFS' lejre. Sådan lød en kommentar i det seneste nummer i Til Tro, der efterfølgende affødte nogle reaktioner. Generalsekretær Christian Rasmussen kommenterer her på sagen.

Om KFS og kød

Af Christian Rasmussen, generalsekretær i KFS, christian@kfs.dk (udtalelsen er på baggrund af en kommentar, som kan læses HER)

Vi har haft nogle kødskandaler i Danmark i tidens løb, men endnu ikke nogen i KFS. Heldigvis da!

Det seneste nummer af Til Tro har dog givet anledning til lidt respons fra baglandet. Det glæder mig. Til Tro hører altså til de tidsskrifter, der faktisk bliver læst. Og jeg vil også godt kvittere med tak for det gode ejerskab for KFS, som den kritiske respons også er et udtryk for.

Kritikken angår primært et forslag fra studentersekretær Kristian Kappel. Han slog til lyd for, at vi dropper kød på fremtidige KFS-lejre. Det gjorde han i kommentarformat, som et konkret bud på hvordan bæredygtighed kunne få et konkret nedslag i KFS. Og når det lige blev kød, der kom på bordet, var det i relation til Til Tro-nummerets tema om Mad (kan læses HER, red.).

Jeg kan sige, at vi ikke hidtil har haft bæredygtighed og slet ikke kødløshed på dagsordenen centralt i KFS. I al almindelighed vil vi selvfølgelig gerne tænke os om, men større brød har vi ikke slået op. Jeg kan også sige, at der er kød på menuen på vores Påskelejr, der står lige for døren. Og jeg kan forvisse om, at KFS grundlæggende stadig handler om at kende Jesus og gøre Jesus kendt på Danmarks studiesteder, hvilket man kan læse ud af samme nummers leder og artiklen om vores særlige fokus i 2018-2020.

Til Tro er et magasin, hvor forskellige temaer tages op, og hvor der er plads til mening, som er et af vore slogans i KFS. Ikke bare at diskutere meningen med livet på et eksistentielt plan, men også at give udtryk for sin mening. Derfor skal der være lidt højt til loftet – ikke mindst i et studenterblad, og jeg hører selv til dem, der godt vil udfordres lidt på vanetænkningen. Jeg hører også til dem, der nok vil mugge lidt, hvis lederne skal spise en kødløs burger lørdag aften på Påskelejr.

Men jeg vil godt give udtryk for min opmuntring over, at der blandt studerende gøres tanker omkring discipelskab i forvalterskab. Vi følger ham, ved hvem og til hvem alting er skabt, som er herre over himmel og jord, ja, verden er hans. Og verdens forløsning gælder ikke bare individuelle sjæle, men skabningen som sådan, og hele skabningen skal juble på den store forløsnings dag.

Så er der discipelskab i forvalterskab? Og handler vores forvalterskab af skaberværket om andet og mere end almindelig god opdragelse, hvor man ikke smider affald i naturen og husker at slukke lyset efter sig? Tja, det er vel i det mindste en samtale værd.

Denne samtale skal tages i lyset af vores kald som forvaltere i efterfølgelse af himlens og jordens herre, og ikke ud fra en utopisk og ubibelsk idé om, at vi er herre over himmel og jord, herunder klimaet, og at vi kan redde verden. Lad mig bare være helt fast i kødet og understrege, at det lader vi Jesus om.