Og vores nye general er...

KFS’ bestyrelse har valgt Christian Rasmussen til at være vores generalsekretær, når Robert Bladt stopper til sommer.

Og vores nye general er...

Christian Rasmussen begynder fra sommer som generalsekretær i KFS. 

”Jeg glæder mig – rigtig meget faktisk. En god sag med nogle gode folk for en god Herre. Det tegner godt! Jeg forventer at komme til at lære en hel masse og håber, at jeg med Guds og gode medarbejderes hjælp kan blive ham, dem og sagen en god tjener,” fortæller Christian Rasmussen om udnævnelsen.

Han har siden januar 2009 været udsendt sammen med sin familie af Den Danske Israelsmission til Immanuelkirken i Tel Aviv-Jaffo, hvor han er præst for den internationale, lutherske menighed.

”Jeg er vokset op i et hjem, hvor vi bad for KFS hver dag. Siden nød jeg rigtig godt af det store, nationale KFS-fællesskab på diverse lejre i min gymnasietid. Det blev en vigtig ressource. Dels personligt med alle de spørgsmål, som jeg selv og andre på det tidspunkt begyndte at stille til troen på Jesus. Dels var det et boost til at holde vores lille KFS-gruppe på 2-4 mand kørende på gymnasiet,” siger den kommende generalsekretær om sin relation til KFS.

Christian Rasmussen forklarer, at hans håb som generalsekretær er, at han kan pege på Jesus. Jesus har fyldt hans tilværelse med mening og glæde. Det er Jesus, der er svaret på de grundlæggende spørgsmål i hans liv, og han tror, at han har disse spørgsmål til fælles med de fleste andre mennesker.

”Med fare for, at der går lidt søndagsskole i svarene, så vil jeg igen pege på Jesus. Den, han er, og det, han har gjort for os, er ikke bare det, vi er sendt med budskabet om, men det vi hver dag drives af. At Jesus har givet sig for og til os er det eneste, der hver dag kan få os til at give os selv til og for ham. Så af sikkert mange opgaver må den primære være, at vi i vores sendelse med korsets budskab aldrig er på vej fra korset, men altid selv mod det.”

Han mener, at KFS med sit skarpe fokus på studerende potentielt kan spille en vigtig rolle i nogle ganske afgørende dannelsesår i folks liv. Han uddyber om KFS’ rolle i Danmark,

”Der vil altid være behov for gode svar på, hvorfor klassisk, bibelsk kristendom med Jesus som centrum og mål er relevant i menneskers liv. Ikke mindst i studieårene. Desuden er det oplagt, at KFS er aktiv i åndsfrihedsdebatten.”

Og til spørgsmålet om fritidsinteresser svarer teologen,

”Det må være fodbold… Gerne foran skærmen, men helst på banen.”

Christian Rasmussen er 36 år og gift med Lisbeth. Sammen har de børnene Johan, Magnus, Amanda og Simon.

Mød Christian Rasmussen på Påskelejr i Skanderborg.