Ny stud-sekretær i Øst fra sommer

KFS har ansat Kristian Nakskov Kappel, som ny studentersekretær i Østdanmark, da Carsten skifter over til stillingen som dialogsekretær fra sommer.

Den teologuddannede Kristian Nakskov Kappel skal fra august være studentersekretær i Østdanmark. Den 30-årige Kristian afløser Carsten, som fra sommer skal være dialogsekretær i stedet.

”Det er rigtig spændende. Jeg glæder mig helt vildt meget til at komme i gang med det. Det er et job og en målgruppe, som jeg brænder enormt meget for at arbejde med. Sådan har jeg nok altid haft det. Jeg har altid følt mig godt hjemme i studiemiljøet og studiemenigheder,” forklarer Kristian og fortsætter,

”Der er en spændende udfordring i at formidle det til min egen generation – også fordi det så bliver virkeligt for mig selv. Jeg kan ikke formidle det videre, uden at det er noget, jeg også selv tror på.”

Netop arbejdet med at gøre Jesus kendt i studieverdenen (første del af KFS’ motto), er af stor betydning, mener Kristian:

”Jeg synes, det er sindssygt vigtigt, at evangeliet kommer til at være så massivt til stede som overhovedet muligt på vores meget sekulære universiteter. Det er der bare brug for – det har det her land brug for.”

Og så glæder han sig til at møde de engagerede studerende i Øst.

”Jeg glæder mig til at komme rundt og møde KFS’erne og høre, hvad de drømmer om. Jeg glæder mig bare til at arbejde for KFS igen.”

Kristian har tidligere været ansat i KFS som volontør i 2004/5. Siden da har han afsluttet sit teologistudium i Aarhus, hvor han har været meget engageret i kirkelivet. I slutningen af sidste år, flyttede han til København med sin hustru Thea. Og der befinder de sig godt.

”Generelt elsker jeg bare at være i København og bruge byen og at være en del af en by som København,” siger Kristian til spørgsmålet om, hvad han i øvrigt er optaget af.

Af andre interesser nævner han amerikansk fodbold og desuden en interesse for vin, som han blandt andet har plejet med et studiejob hos Vinspecialisten i Aarhus.