Ny østsekretær: "Vi skal turde give slip og investere i relationer"

Rebekka er ny gymnasiesekretær i hovedstaden og øst for Storebælt. Hun starter i sin nye stilling d. 1. august. Mød hende her.

Ny østsekretær: "Vi skal turde give slip og investere i relationer"

Der er stadig længe til. Især hvis du har en omgang eksamener, der skal overstås først.

Men sommerferien kommer. Og efter ferien er der vagtskifte på sekretærposten i gymnasiearbejdet i KFS i øst.

I hovedstaden og øst for Storebælt skal elever på tværs af ungdomsuddannelser lære et nyt navn at kende efter sommerferien. KFS har ansat Rebekka Barbara Friis Rasmussen som ny østsekretær fra d. 1. august 2018.

Vise kristendommen fra indersiden

Rebekka er allerede nu ansat i KFS. Hun arbejder som volontør i Montenegro, hvor hun er engageret i det kristne studenterarbejde. Men hun glæder sig til at komme hjem og i gang med arbejdet i Danmark.

“Jeg glæder mig sindssygt meget til at lære KFS’erne ude på gymnasierne at kende, at dele liv med dem og vandre med dem,” fortæller hun og fortsætter:

“Samtidig glæder jeg mig også som et lille barn til at være med til at afholde religionstimer og være med til at give gymnasieelever et indblik i, hvordan kristendommen ser ud fra indersiden! Jeg glæder mig til at snakke med mennesker om Jesus – fordi det er det mest livgivende, jeg overhovedet kan tænke på!”

Hjem til Danmark

Skiftet til et liv i Danmark bliver en spændende udfordring.

“Det er ikke en hemmelighed, at jeg snart har boet uden for Danmarks grænser i to år. Det har givet mig en helt masse inspiration i forhold til, hvordan evangelisation – især med blik på at investere i relationer og venskaber – kan se ud,” fortæller hun.

“Jeg er ret spændt på, hvordan jeg kan give ind i rammen af det danske studenterarbejde ved at bruge af de erfaringer, som jeg har gjort mig i Montenegro.”

Turde give slip på kontrollen

Rebekkas visioner og ønsker for KFS-arbejdet i øst centrerer sig om et styrket fokus på bøn.

“Ultimativt er visionerne og ønskerne, at de gymnasieelever, der ikke kender og lever med Jesus, må lære ham at kende, og at de, der allerede gør det, må vokse endnu mere i deres relation til ham,” fastslår hun.

“En af de veje, der personligt ligger mig tæt på hjertet, er bøn. Det er på en gang ekstremt intimt i mit forhold til Jesus og en af de mest magtfulde våben, vi har som kristne. Jeg oplever, at mennesker bliver knyttet dybere til Jesus gennem bøn og ved at turde at give slip på kontrollen og lade Jesus tage den i stedet. Det er også der, hvor man kan starte med missionen. At lægge de relationer, vi har, over i hænderne på Jesus.”

“Og så har jeg oplevet, at der rent faktisk er ret mange mennesker, som ikke nødvendigvis kender Jesus særlig godt, som gerne vil have, man beder for dem.”

Nye tilgange til arbejdet

Rebekka er uddannet folkeskolelærer, noget som har givet hende redskaber til at undervise og forkynde og som kan hjælpe hende, når hun skal være med til at afholde religionstimer og bruge tid sammen med KFS’erne.

Derudover tilføjer hun: “Som jeg også allerede har nævnt, har jeg i Montenegro lært om en ny tilgang til evangelisation, som jeg føler mig kaldet til at arbejde videre med i KFS. Det handler om at turde give slip på nogle ting, for at investere i relationer i langt højere grad, end jeg generelt oplever, at vi gør i Danmark.”

“Det er vist, at mennesker har en større chance for at tage skridt mod Jesus, hvis vi, som kristne, investerer i dem bl.a. ved at give af vores tid. Samtidig oplever jeg, at mange unge – også kristne – kan opleve sig oversete eller ligefrem ensomme. Igennem de seneste år føler jeg, at jeg har fået redskaber til at sætte relationerne højere uden at sætte ambitionerne ned,” fortæller hun.

Lovsang og jazz

I fritiden er det især musikken, der trækker i Rebekka.

“Jeg elsker seriøst at bruge tid sammen med mine venner og familie. Men udover det er jeg ret vild med musik – både ved at spille med i min kirkes lovsangsband og ved at grave mig dybt ned i jazzmusikken på Københavns jazzspillesteder.

“Og så har jeg simpelthen for nyligt kastet mig ud i noget, jeg ellers aldrig havde troet: dans. Det er mega sjovt og lidt grænseoverskridende.”

Rebekka starter i sin nye stilling d. 1. august og ser frem til at se, hvad Gud vil med arbejdet øst for Storebælt.

“Jeg er ret spændt på at se, hvad Jesus vil gøre i menneskers liv gennem KFS-arbejdet. Jeg er ret sikker på, at det er vildere, end hvad mine forventninger overhovedet rækker til,” slutter hun.