Når plejer er død, og missionen lever

"Ny i job" var en underdrivelse, da Christina Damgaard startede i KFS som sekretær i den helt nye Vest-region. Vi bad hende sende updates fra det vilde vesten og hendes vindomsuste base i Esbjerg.

Når plejer er død, og missionen lever

Af Christina Damgaard Nielsen, sekretær i vest, damgaard@kfs.dk

UGE 1

ONSDAG MORGEN

Det er onsdag morgen, og jeg er ”taget på arbejde”… Eller det vil sige, jeg har tændt computeren i første værelse på højre hånd i min nye lejlighed.

Jeg har selskab af en masse spørgsmål! Hvad skal jeg lave? Wow, der er meget, jeg skal lave! Hvornår skal jeg gøre det – og hvordan?

Og så går jeg ellers i krig med at skabe overblik i denne surrealistiske situation: Jeg køber ugekalendere, årskalendere og skriver alt, hvad jeg ved, ned. Jeg køber notesbøger, så jeg kan arbejde udenfor, og whiteboardtuscher, fordi det opvejer manglen på kollegaer at få lov at skrive på sine vinduer.

Jeg er begyndt at snakke højt med mig selv og Gud. Vi fejrer de små sejre og gode ting, og jeg siger, hvad der frustrerer og keder mig. Så langt så godt!

Note to self. Find ud af:

  • hvordan jeg kan sparre med mine kollegaer på afstand
  • hvordan jeg kan hjælpe KFS’erne
  • hvad Esbjerg er for et sted

UGE 2

TIRSDAG FORMIDDAG

Jeg har mødt en KFS’er! Yay!

Men allermest har jeg skrevet og ringet til lederne for KFS-grupperne i Vest. De tager det heldigvis pænt, selvom de ikke kender mig, og jeg spørger dem, hvordan det står til hos dem. Jeg glæder mig til at få sat ansigter på dem allesammen.

Jeg har også skrevet hundredevis af mails til religionslærere for at få lov til at komme på besøg i religionstimer med eleverne fra LTC. Nu starter puslespillet med at få det hele til at gå op.

Overblikket, jeg syntes, jeg havde, er ved at smuldre. Men jeg håber, det kommer tilbage og er glad for, at Gud har en plan.

UGE 4

TORSDAG AFTEN

Jeg er på vej hjem fra Skærbæk Missionshus til opstartsaften i Sønderjysk KFS. Fjerde dag på den første teamperiode, der indtil nu har budt på 6½ times kørsel, KFS-stand på fire gymnasier og besøg hos tre KFS-grupper.

Jeg nyder at se LTC’erne i gang ved standen. Glæder mig over at arbejde tæt sammen med nogen og at evaluere på McD. Overraskes over, at folk faktisk gerne vil snakke med os på gymnasierne. Prøver at danne mig et indtryk af de dejlige KFS-grupper, vi kort har fået indblik i. Er overordentlig træt om aftenen men overraskende frisk om morgenen.

Tak Gud, fordi jeg må få lov til at bede. Om alt. Både om vejledning, visdom, tid, kærlighed og energi.

UGE 5

MANDAG EFTERMIDDAG

En KFS’er skrev for nylig: “Hej, vi er nogle stykker, der gerne vil gerne starte en KFS-gruppe. Hvad skal vi gøre?”. I dag mødtes vi på deres skole.

Nogle kendte hinanden lidt, andre havde ikke set hinanden før. Men de var enige om, at de havde brug for, at deres tro også måtte fylde på gymnasiet, og at de derfor behøvede hinanden.

Smukt, rart, godt og vigtigt.

UGE 6

ONSDAG FORMIDDAG

Jeg har været uden for min lejlighed i dag. Ikke bare “Så Christina! Nu går du ud af lejligheden, ned ad trappen og rundt om blokken, og når du så kommer tilbage igen, er du på arbejde”.

Jeg er nemlig fået arbejdsrum i Kvaglund kirke sammen med kirkens ansatte. Her larmer det, for kirken er fuld af folk (hvor er mine høretelefoner?). Der er folk, der snakker til mig, og folk jeg kan stille spørgsmål i frokostpausen. Det ka’ jeg li’! Jeg havde smurt madpakke – men der var rundstykker og kage. Yay!

FREDAG EFTERMIDDAG

Der er OK ro på her hos mig lige nu. Næste uge skal jeg igen med LTC’erne ud og besøge gymnasier. Og hey, det har jeg jo prøvet før! Tungen lige i munden – og så går det nok, selvom… fire religionstimer i streg lyder som noget, der kan mærkes.

Jeg sidder og læser den nye KFS-bog, “Hvorfor skal jeg tro på dig?”, så jeg kan være top-klar til at svare på gymnasieelevernes spørgsmål.

Og så venter jeg spændt på, at stormen Knud rammer Vestjylland… Det fandt jeg nemlig ud af om Esbjerg: her blæser en del…

Men alt er vel. Kollegerne tager telefonen, og KFS’erne – ja, de kan både finde ud af at holde KFS og at spørge om hjælp, når det er svært.

Og det er bare dejligt!