Mød en KFS'er: #KFSbestyrelsen

I denne uge giver vi ordet til Kristoffer, som er bestyrelsesmedlem i KFS og KFS'er af hele hjertet.

Mød en KFS'er: #KFSbestyrelsen

Navn: Kristoffer Trelborg Roager

Alder: 24 år

Bosted: København

Rolle i KFS: Har været med i KFS’ bestyrelse siden 2016

Uddannelse/job: Studerer Teologi på Dansk Bibel-Institut og får mad på bordet ved at rengøre toiletter og hoppe i skraldespande.

 

Jeg tror, jeg er en af de der typer, som bare er faldet fuldstændig, helt og aldeles for KFS. Jeg var selv med i en KFS-gruppe, da jeg gik i gymnasiet, og jeg blev siden engageret i lederteamet der. Jeg var også en af dem, som virkelig levede for KFS-lejrene. Jeg oplevede at blive så godt fyldt på og udrustet af lejrene, at jeg ofte var høj på dem lang tid efter.

Efter et par sabbatsår, hvor jeg oplevede verden, kaldte Danmark igen på mig. Mere konkret brugte jeg 10 måneder på LTC. Og det var nok her, jeg sådan virkelig blev ramt af en kærlighed til KFS. Jeg fik oplevelsen af, at KFS var med til at samle – på tværs af opvækst, kendskab til Bibelen, kirkelig baggrund, musiksmag og alt muligt andet. Jeg oplevede, at der i KFS var et fokus på at kende Jesus og gøre alt for at gøre ham kendt i den sammenhæng, man var sat i. Der var et fokus på, at jeg som kristen ikke behøvede at rejse ud i den store verden for at være i mission for Gud – for jeg var faktisk allerede i mission. Jeg oplevede, at KFS var med til at give mig et sprog for at fortælle om Jesus. Men mest af alt oplevede jeg at blive mindet om, hvor frisættende det er, at Jesus elsker mig lige præcis som den, jeg er. Og (!) at han kan bruge mig med de evner, jeg har, lige der hvor jeg er!

Derfor blev jeg også nødt til at være med til at sikre, at endnu flere fortsat kan blive opmuntret, udrustet og udfordret til at være i mission. Det arbejder jeg med på i KFS’ bestyrelse!

For i KFS’ bestyrelse oplever jeg, at selv om jeg er ung, så giver det faktisk mening, at jeg og andre studerende sidder med til bestyrelsesmøderne og byder ind med ting. Vi har fingrene i jorden, og vi ved, hvordan det er at være kristen på et studiested. Vi mærker selv, hvor udfordrende det kan være at snakke med vores studiekammerater eller kolleger om Jesus.

Samtidig er bestyrelsesarbejdet i KFS også en unik mulighed for at møde folk, som har gjort sig mange erfaringer, og som kan være med til at udvide min og andres horisont.

Og vigtigst, så er jeg med til at skabe rammerne for at gøre Jesus kendt i Danmark. Det giver mening!