Medvandring skal tilbage i vores fællesskaber

”Medvandring handler om, at troen ikke er noget, vi opfinder, men noget vi går ind i. Derfor er den heller ikke et soloprojekt; den lever og udfolder sig relationelt.”

Medvandring skal tilbage i vores fællesskaber

Sådan siger Henriette Engberg Vinkel, der er KFS-sekretær, og som i 2021 ansættes i et projekt, hvor KFS er gået sammen med LMBU, BUO, ELU, DFS og IMU om at skabe et fornyet fokus på medvandring i de kristne fællesskaber. Ikke mindst de asymmetriske medvandringsrelationer, hvor en ældre kristen vandrer et stykke af livet med en yngre kristen søster eller bror, og sammen deler deres forskellige erfaringer og oplevelser ind i troslivet, relationen til Gud, medmennesker og verden omkring dem.

KFS’erne efterspørger medvandring

I 2017 foretog Kristent Pædagogisk Institut en spørgeundersøgelse på Discipeltræf. De spurgte bl.a. de 118 respondenter, hvad de havde savnet mest i forhold til at leve med en kristen identitet i ungdomskulturen.

56 % af respondenterne svarede, at de har savnet en medvandrer. Dette svar scorede højest, højere end mere viden om den kristne tro (52 %), mere viden om apologetik (48 %) og højere end stærkere kristen praksis (27 %).

Medvandring som ventil

Det er derfor også en klar efterspørgsel fra KFS’erne efter et fornyet fokus på medvandring, der ligger til grund for det nye projekt, og ifølge Henriette er det måske ikke så mærkeligt ind i en ungdomskultur med præstationspres på alle tilværelsens arenaer, samtidig med at man er i gang med at finde ud af, hvem man selv er.

”Medvandring er en ressource ind i en præstationskultur, hvor vores liv helst skal fremstå perfekt. Der er intet menneske, der er perfekt, og der kan medvandringen med et andet menneske være det tillidsfulde rum, hvor der er plads til at gøre sig sårbar, hvor der er en anden, der ser dig og går med. Også i troens liv kan vi have brug for steder, hvor vi kan være ærlige, og hvor spørgsmål og tvivl kan ventileres.” siger hun og fortsætter:

”En ældre kristen kan vise og fortælle en historie om Jesu trofasthed igennem et langt liv, som kan være en hjælp for unge at spejle sig i, der kan sætte livet og troen ind i et større perspektiv. Jeg har selv oplevet, hvordan dét at tale med mennesker, der har mere livs- og troserfaring, har vist mig, at jeg ikke skal skabe min egen historie, men at Jesus skriver min historie.”

Medvandring er for alle

”Det er ikke kun dem, der har en masse problemer, der skal finde sig en medvandrer”, understreger Henriette. ”Medvandring tager udgangspunkt i den bibelske tanke, at mennesker har brug for mennesker. Også i vores relation til Gud. Der opstår noget nyt i medvandringssamtalerne; nye perspektiver, nye refleksioner over troen og livet, som ikke ville være dukket op, hvis jeg sad med det selv.”

Book Henriette

Henriette har denne sommer færdiggjort sit teologiske studium, da hun afleverede sit speciale om netop medvandring. Hun har udforsket konceptet, interviewet folk, der har erfaring med medvandring, og skal nu også arbejde med, hvordan det kan implementeres i fællesskaberne.

I KFS er der stor glæde over, at det er lykkedes at stable dette projekt på benene sammen med de andre samarbejdsorganisationer, og spørger man Christian Rasmussen, generalsekretær i KFS, er der ingen tvivl om, at Henriette er den helt rigtige til at skabe fornyet fokus på medvandring i de kristne fællesskaber:

”Hun er måske en af de tre personer i Danmark, der ved mest om medvandring, og hun er i hvert fald den, hvis research er mest opdateret. Det vil vi gerne udnytte til gavn for kristne fællesskaber landet over. Derfor vil vi også kraftigt opmuntre til at kontakte Henriette og invitere hende til at besøge jeres fællesskab i løbet af 2021.”

Henriette kan kontaktes på henriette@kfs.dk eller tlf. 23 67 27 34.

Du kan se en kort præsentationsvideo med Henriette nedenfor, hvor hun fortæller lidt om, hvad medvandring er, og hvorfor det er godt at få et fornyet fokus på det i kristne fællesskaber.