Lisa ansættes som gymnasiesekretær

KFS’ gymnasiesekretær i Østdanmark fra sommer hedder Lisa Rom Boye. Hun har i mange år været engageret i KFS, blandt andet gennem bestyrelsesarbejde.

Til sommer starter Lisa Rom Boye i en stilling som gymnasiesekretær i KFS. Hun er bosat i København og hendes arbejdsområde bliver den del af Danmark, som ligger øst for Storebælt.

”KFS har betydet utrolig meget for mig i min egen studietid, og så synes jeg det er fantastisk at skulle hjælpe andre mennesker. Det er inspirerende at være sammen passionerede mennesker”, fortæller Lisa.

Hun afleverer sit speciale på historie den 30. april. Udover historie har hun sidefag i samfundsfag.

Fra bestyrelse til stab
Lisa har været meget engageret i KFS og har siddet i bestyrelsen i flere år. Hun er spændt på at skifte fra bestyrelsesmedlem til ansat.

”I bestyrelsen kan man komme på en masse tanker og tænke: ’Det her er spændende, det skal vi have nogle ansatte til at lave.’ Nu skal jeg til selv at gøre det,” siger Lisa, og ser frem til at arbejde tættere med KFS’erne:

”Jeg glæder mig meget til at møde de mange gymnasieelever rundt omkring og høre, hvor de gerne vil hen. KFS er jo meget græsrodspræget, og det synes jeg er meget positivt.”

Veninde blev kristen
Lisa gik selv i gymnasiet i Silkeborg, og der var et særligt højdepunkt, som har styrket hendes engagement i KFS.

”På mit gymnasium var der ikke rigtigt noget, da jeg startede, men der var en 8-9 stykker, da jeg sluttede. Jeg havde en veninde, som blev kristen i 2.g. Jeg tror, det var der, min kærlighed til KFS rigtigt startede. Vi fejrer stadig hendes fødselsdag. Hun har to fødselsdage: den dag hun blev født, og så den dag hun blev kristen. Vi plejer at markere det med kage og sådan noget,” forklarer den 28-årige Lisa.

Udfordringer i København
En af de udfordringer Lisa nævner ved arbejdet i København er, at det sekulære storbymiljø gør det svært for unge mennesker at leve som kristne, selvom hun også tror, det er en udfordring i resten af landet. Og så er det svært at få lov til at være på ungdomsuddannelserne især i København.

”Der er en udfordring i, at mange gymnasier herovre i København lukker ned for, at vi kan komme ind. Men det lader til, at Kathrine har gjort noget godt for blandt andet at komme ind i religionstimer,” forklarer Lisa og henviser til Kathrine Kofod-Frederiksen, som er den nuværende gymnasiesekretær i området.

Nordisknørd
Lige nu er der ikke plads til meget andet i Lisas liv end specialeskrivning, men hun har en særlig kærlighed til Norden. ”Jeg kan rigtig godt lide at rejse, og det gør jeg en del. Og så er jeg meget begejstret for Norden. Jeg har været meget engageret i NOSA (det fællesnordiske studenterarbejde, red.). Jeg har mange venner i Norge og Sverige, så jeg er nok lidt af en nordisknørd både historisk og kulturelt,” afslutter Lisa.

Lisa Rom Boye begynder i stillingen 1. august.