KFS'er af hjertet: Byd velkommen til Elisabeth Rønne-Hansen

KFS har ansat Elisabeth Rønne-Hansen fra den 1. november som barselsvikar for Julie Øhrstrøm, KFS-sekretær i Nord. Hun er nordjyde ind til rødderne, KFS’er af hjertet og så glæder hun sig til at komme i gang med arbejdet.

KFS'er af hjertet: Byd velkommen til Elisabeth Rønne-Hansen

Når Julie Øhrstrøm går på barsel, bliver det Elisabeth Rønne-Hansen, der fra den 1. november skal varetage arbejdet i Nord imens. Og det glæder generalsekretær i KFS, Christian Rasmussen: ”Det er rigtig godt, at vi kan hyre Elisabeth. Hun er skarp og har hele KFS-pakken med stort engagement både i gymnasietiden og studietiden, hun har været på LTC, og så er hun rigtig godt kendt med Aalborg og studielivet dér, og hun vil kunne ’hit the ground running’, hvilket er helt perfekt, når ansættelsen løber i en kortere periode.”

Mød Elisabeth Rønne-Hansen herunder, hvor hun selv sætter nogle ord på, hvorfor hun og KFS er perfekt match:

Hej!

Jeg hedder Elisabeth Rønne-Hansen, er 23 år gammel, og så har jeg en bachelor i psykologi fra Aalborg Universitet. Selvom mine rødder er uomtvisteligt nordjyske, har jeg i et år boet på LTC i Ødsted samt været volontør i et år på Hedemølle Efterskole. Lige nu, mens jeg venter på at skulle starte i KFS, arbejder jeg i 2 døgninstitutioner, hvor den ene er for psykisk handicappede børn og den anden for omsorgssvigtede børn.

KFS har været en stor del af mit liv, og jeg tror ikke, at min søster var helt galt på den, da hun på mit bordkort til sit bryllup havde betegnet mig som “KFS’er af hjertet”. Jeg brænder for at ‘kende Jesus og gøre Jesus kendt’ midt i min hverdag, sammen med mennesker der også ønsker at se evangeliet smitte.

Jeg har gået på Aalborg Katedralskole, hvor vi havde en mindre KFS-gruppe, men jeg oplevede den velsignelse, at den voksede i min tid som elev. Det var en KFS-gruppe, som også oplevede kampe. Skolens administration ønskede for eksempel at indskrænke vores andagtsmuligheder, hvilket gav os mulighed for at tænke kreativt over, hvordan vi så kunne fortælle om Jesus, både til hinanden og vores gymnasiekammerater. Da det gik op for administrationen, at vi var kommet for at blive, endte de med at give os et lokale, som vi kunne få lov til at benytte, og vi endte faktisk med at få et godt samarbejde.

Som universitetsstuderende har jeg været en del af Studie-KFS Aalborg, hvor jeg også har siddet i bestyrelsen samt i teamet for Veritas Forum. Derudover har jeg også været på KFS’ Ledertræningscenter, LTC, i et år.

For mig har KFS haft en tredelt funktion på mit studiested. Det har været et åndeligt pusterum sammen med mine medkristne. Det har været en stor ressource til at lave missionsarbejde og en mulighed for at tænke kreativt. Og så har det været en støtte i at være kristen midt i min hverdag blandt de mennesker, som jeg har mødt på min vej – uanset baggrund eller tro.

Ud over at have mange års erfaring med KFS, så har jeg også arbejdet studenterpolitisk på mit studiested, blandt andet gennem studienævnet, hvor jeg har beskæftiget mig med studerendes behov på fakultetsniveau. Her har jeg fået lov til at arbejde med alt fra at sikre gode faciliteter til faglige tiltag og psykisk velvære.

Til slut vil jeg sige, at jeg glæder mig til at skulle starte i min nye opgave som studenter- og gymnasiesekretær i Nord. Særligt glæder jeg mig til at skulle møde gymnasieeleverne og de studerende, og til at vi sammen kan udtænke, planlægge og eksekvere arbejdet om at sprede det gode budskab på gymnasierne og studiestederne i Nordjylland. Vi ses til november i Nord!