KFS udvider: velkommen til Roskilde!

Hils på KFS' nyeste ansatte, som glæder sig til at tage pionérhatten på efter sommerferien.

KFS udvider: velkommen til Roskilde!

Roskilde Universitetscenter er en stor uddannelsesinstitution med over 8000 studerende – og indtil nu har der ikke været noget KFS-arbejde på universitetet. Men det bliver anderledes nu! KFS har ansat Daniel Solgaard som studentermedhjælper med særligt fokus på at sætte Jesus på kortet på RUC.

Fortæl lidt om dig selv – hvad er din baggrund, og hvad er dit forhold til KFS?

Så længe jeg kan huske tilbage af de 23 år, der indtil videre er blevet givet mig, har troen på Jesus været en del af mit liv. Samtidig har en mærkelig blanding af en tvivl på Gud og en lyst til at videregive budskabet om ham været en del af mit liv næsten lige så længe.

Derfor var det godt for mig, særligt i teenageårene, at læse gode bøger fra bl.a. KFS’ forlag, som diskuterede de store spørgsmål og gav tvivlen modspil. Det gav også vigtige bidrag til at få mange gode snakke med familie, venner, bekendte og ukendte om troen på Jesus som verdens frelser.

Det med at snakke med folk om Jesus blev der også god tid til, da jeg efter nogle gode år på HF i Vejle tog på LTC. Her fik vi prøvet kræfter med lidt af hvert. Blandt andet fik vi lov at dele evangeliet med hundredvis af gymnasieelever som en del af deres religionsundervisning. Hvilken gave!

Siden LTC har jeg taget et par fri-år mere, hvor jeg har lavet lidt vikararbejde hist og pist, været tilknyttet OAC Danmark (Friluftsmissionen) som evangelist, og arbejdet et år ved Indre Mission som volontør/evangelist på Fyn. Det har været to meningsfyldte og lærerige år.

For tiden bor jeg i København og studerer teologi på Dansk Bibel Institut, hvilket jeg synes er både spændende, opbyggende og lærerigt.

Hvad var det ved stillingen som studentermedhjælper, som tiltrak dig?

Særligt det, at der ikke i forvejen er et eksisterende KFS-arbejde på universitetet, tændte min interesse. Et stort studiested uden KFS – det må der gøres noget ved.

Så kan jeg også generelt godt lide pionerarbejde, og særligt, hvis det er kirkeligt arbejde, som foregår uden for kirkens rammer.

Hvad glæder du dig mest til ved at arbejde i KFS?

Jeg glæder mig mest til mødet med den enkelte studerende. Jeg glæder mig til at følges med dem på et større eller mindre stykke vej af deres liv, pege på Jesus og se, hvad der sker.