KFS-sekretær i Nord stopper: En stor oplevelse at følge KFS'erne

Jan Pahus Nissen stopper d. 31. januar efter fireogethalvt år som KFS-sekretær i Nord- og Midtjylland. Få hans opmuntrende hilsen fra studiestedsarbejdet i det nordlige Danmark.

Det er blev et par måneder tidligere end planlagt for KFS’ nordligst bosiddende medarbejder, Jan Pahus Nissen.

Jan stopper i KFS d. 31. januar, når et nyt kapitel i arbejdslivet begynder med ansættelsen som sognepræst i Hvorup Sogn i Nørresundby.

Han forlader stillingen som leder og koordinator for KFS arbejdet i Nord- og Midtjylland – et omskifteligt arbejde med både store udfordringer og store oplevelser.

StorKFS måtte lukke ned, men fremtiden er lys

I refleksion over sine år i KFS er det svært for Jan at se en entydig udvikling i KFS arbejdet, dog bemærker han:

”Jeg har helt klart en oplevelse af en tid, hvor vi har fået lov at se KFS-visionen sætte tydeligere retning på KFS’ernes samlinger og events, og hvor vi har fået et skarpere fokus på, hvordan KFS kan gøre en forskel lige præcis på deres gymnasium og ind i deres gymnasievirkelighed.”

I studenterarbejdet har det dog været nogle lidt magre år i det nordjyske.

”StorKFS i Aalborg var døende, da jeg startede i 2013, og efter det første år måtte vi lukke helt ned. Det gav til gengæld anledning til at nytænke måden at arbejde med KFS blandt videregående studerende i Aalborg og til en masse netværksarbejde med kirker og menigheder i byen.”

Og fremtiden er lys, ifølge Jan.

”Nu ser det ligeså stille ud til, at der er nyt liv på vej med en god, lille flok studerende, der mødes for at bede for medstuderende, og som brænder for at deres studiekammerater må lære Jesus at kende. Det bliver rigtig spændende at følge, hvad der sker i Aalborg de kommende år.”

Et kæmpestort privilegium at følge KFS’erne

For Jan har der været enormt mange store oplevelser og opmuntringer ved at arbejde i KFS. Én ting trækker han dog frem som et højdepunkt i sit arbejde.

”For mig har én af de helt store glæder været at få lov at følge nogle af KFS’erne og se, hvordan de gennem gymnasietid og studietid har rykket sig som mennesker og som ledere, og hvordan de modnes i troen. Det er et kæmpestort privilegium at få lov at være en del af deres vandring,” fortæller han.

Især KFS’ernes iver og indsats for at sprede glæde på studiestedet og for at gøre Jesus kendt, er noget Jan trækker frem.

”Der var en lille flok KFS’ere i Skive, der fik stablet en KFS’tival på benene, hvor mere end 250 af deres gymnasiekammerater kom forbi til musik ved kristne bands, gratis pølser og sodavand, og en lille andagt, der kunne sætte gang i snak og tanker,” siger han.

”Men egentlig har det været ligeså stort, hver gang en enkelt KFS’er har kunnet fortælle om en god snak om Jesus med en studiekammerat. Det er ikke størrelsen af eventet, det handler om, men det, som er KFS’ hjertesag: at Jesus bliver gjort kendt,” fastslår Jan og understreger:

”Derfor har de største oplevelser også ubetinget været de gange, hvor vi har fået lov at se en studerende tage imod Jesus for første gang. Der er bare ikke noget, der kommer op på siden af det.”

En hilsen til KFS’erne i nord

Til de mange KFS’ere, som Jan har haft kontakt med i årenes løb, skriver han denne hilsen, som vi her gengiver i sin helhed:

Jeg vil gerne sige tak til alle de skønne KFS’ere, som jeg har fået lov at møde, kende og vandre med de sidste fireogethalvt år. Jeg kommer til at savne hverdagen i KFS, men glæder mig til stadig at følge arbejdet på sidelinjen.

Davids bøn i Salme 86,11 har været en vigtig bøn for mig de sidste år – og den beder jeg også for alle jer: ”Vis mig din vej, Herre, så jeg kan vandre i din sandhed, lad mit hjerte alene frygte dit navn.”

Jesus elsker dig! Han arbejder utrætteligt for dig og for at være en del af dit liv – og han gav sit liv for dig for at gøre det muligt.

Jeg beder til, at I må blive ved med at udforske og opdage dybderne i den sandhed og i fællesskabet med Ham – og derigennem opdage friheden i at lægge livet over i Hans stærke hænder.

Guds fred!