KFS ansætter ny sekretær i Aarhus

Det bliver Anna Kiel Rughave, som skal lede og støtte arbejdet blandt studerende i Aarhus og omegn. Hun starter d. 24. september 2018 i en kontrakt, der løber til og med 2020.

KFS ansætter ny sekretær i Aarhus

Der blev ikke plads til nogen fra futsal-landsholdet, da KFS i dag udfyldte den sidste åbning i medarbejdertruppen.

Vi kan nemlig med glæde præsentere Anna Kiel Rughave som ny KFS-sekretær i Aarhus.

Anna bliver ansat i KFS fra d. 24. september med ansvar for gymnasie- og studenterarbejdet i Aarhus i en kontrakt, der løber til og med 2020.

KFS through and through

General Christian Rasmussen glæder sig over at få Anna med på holdet.

“Det er virkelig skønt, at vi har fået ansat Anna. Hun hviler godt i sin tro på Jesus, hun er KFS through and through, har været på LTC, har været volontør, kender Aarhus KFS, har været formand og har et godt tænkende hoved, som kan give modspil på mange felter. Dertil er hun dejligt udadvendt og er ikke bange for at stå frem.”

Det virker altså til, at der er lutter godt i vente for KFS’erne i landets næststørste by.

Vi har snakket med Anna om, hvad hun bringer med sig ind i stillingen.

Hvorfor vil du gerne arbejde lige præcis i KFS?

Jeg glæder mig meget til at arbejde i KFS, fordi jeg kan lide at være der, hvor meninger og verdensanskuelser mødes og brydes. Dialog kræver indsigt i egne ståsteder, nysgerrighed for den anden og villighed til at forstå og blive flyttet, men man skal også turde stå fast på det, som er vigtigt og umisteligt.

I KFS skal der være plads til spørgsmål og forskellighed, og jeg vil elske at være med til at skabe rammerne for, at det kan ske, både i Aarhus storKFS, i studiestedsgrupperne og på gymnasierne.

Hvad glæder du dig mest til at arbejde med?
Jeg glæder mig rigtigt meget til at møde KFS’erne og de studerende, og til de mange spændende og meningsfulde samtaler vi skal have. Jeg glæder mig til at høre, hvad KFS’erne har på hjertet og til at begejstres sammen med dem over Guds storhed og hans endeløse kærlighed, og sammen med dem være med til at skabe gode rammer for den meningsfulde samtale på studiestederne og gymnasierne.

Hvad er du mest spændt på?
Jeg er spændt på at høre, hvilke tanker og spørgsmål, der fylder for de studerende og gymnasieeleverne, og forsøge at finde hoved og hale i det hele sammen med dem.

Hvad betyder det for dig at skulle arbejde med KFS’ vision ”at kende Jesus og gøre Jesus kendt i studieverdenen”?
Uanset, hvor mange spørgsmål jeg har kæmpet med i forhold til kristendommen, så har jeg aldrig kunnet komme uden om Jesus.

Når vi så står og vil fortælle andre om det vi tror på og føler os usikre, så kan vi se på ham og så bliver det hele lidt mere enkelt: Jesus siger at vi skal elske Gud og vi skal elske mennesker og at de to ting hænger uløseligt sammen.

Jesus brugte hele sit liv på at vise os, hvad det betød, og det er den kærlighed, som vi skal pege hen på i mødet med studerende.

Hvilken baggrund har du, og hvordan tænker du, at du kan bringe den i spil i din kommende stilling?
Jeg har været så heldig at kunne kombinere mine faglige, trosmæssige og personlige interesser i min studietid.

Som Idéhistoriker forsøger man at forstå, hvilke idéer vi er grundet af og menneskers overbevisninger og livstydninger. Jeg elsker at tale med mennesker om deres verdensopfattelser og er ikke bange for at fortælle om mine. For at forstå det menneske du står overfor, kræver det at man har indsigt i egne ståsteder.

Dette håber jeg, at jeg sammen med de studerende og KFS’erne kan forsøge at blive klogere på. Jeg har i særlig høj grad arbejdet med Kierkegaard, og hans tanker om troen har det med at slippe ud af munden på mig i ny og næ. Det håber jeg, KFS’erne vil tilgive mig for.

Hvad bruger du fritiden til?
Meget af min fritid går for tiden med at kigge på skraldebiler, mariehøner, myrer og finde kastanjer i skovbunden. Min mand og jeg blev nemlig velsignet med en dejlig dreng sidste forår, og han lærer os at sætte pris på de finere ting i tilværelsen. Ud over det elsker jeg at danse, være sammen med min familie og have lange og til tider langhårede snakke med vores venner på vores altan.