Kære dimittend

En hilsen til årets studenter fra KFS' formand, Per Ladekjær

Kære dimittend

Tillykke med huen!

Jeg håber for dig, at du fik det eksamensresultat, du havde håbet på. Måske fik du det ikke, men fortvivl ikke – for så har du blot gjort dig en vigtig erfaring, som du kan bruge resten af livet: det er ikke muligt at undgå at fejle – og man kan godt være glad og lykkelig alligevel.

Du kan sikkert se tilbage på nogle vigtige år, hvor fællesskab med studiekammerater spillede en stor rolle. Måske husker du anspændtheden på den første dag, I var sammen. Vil jeg passe ind her? Vil de acceptere mig med mine holdninger og min tro? Forhåbentlig lærte du, at du var velkommen. Dem, du frygtede, endte måske endda med at blive gode venner. Du prøvede at dele din tro med andre, så godt du kunne – og du oplevede sikkert også at fejle. At være for anmassende eller tilbageholdende. Måske tænker du: hvorfor greb jeg ikke, de muligheder, jeg havde? Ja, hvorfor gjorde du ikke det? Fordi du var i gang med at lære. Tillykke med det; du har lært om at dele noget af det, der er vigtigt for dig, med andre.

”Der findes gode fejl.” Det er et udsagn, som fodboldspilleren William Kvist kom med i et interview. Jeg har aldrig været særlig vild med ham som fodboldspiller. Han spiller for det første på det forkerte hold, og når han spillede for Danmark, så synes jeg, at han var kedelig, fordi han altid afleverede tilbage eller til siden. I interviewet fortæller han, at da han kom på de gode fodboldhold i ungdomsårene, så var han så bange for at begå fejl og ryge af holdet igen, at han ikke turde at prøve at spille den vovede aflevering. Og det har han fortrudt, for det ville have gjort ham til en bedre fodboldspiller. Derfor giver han rådet videre: ”Der findes gode fejl.” Hvis du vil lære noget og blive god, så må du vove at lave gode fejl. Det gælder i hele livet – også når det handler om at snakke om tro og livsholdninger.

En ungdomsuddannelse kan være indgangen til, at man skal videre på en videregående uddannelse. Hvis det er tilfældet for dig, så håber jeg, at du har modet til at engagere dig i dit studiested og et studiesteds-KFS. KFS på de videregående uddannelser ser meget anderledes ud end på ungdomsuddannelserne. Man har måske ikke engang en fælles frokostpause, hvor man kan mødes. Men der er også nogle helt nye faglige områder, der kan udfordre troen. Du skal engagere dig i en KFS-gruppe for din egen tro og fagligheds skyld, og især fordi Gud elsker de studerende. Verden er nemlig behæftet med den afgørende fejl, at vi som mennesker har vendt Gud ryggen. Det er dybest set den alvorligste fejl, et menneske kan begå, og de studerende rundt om på studiestederne har brug for at høre, at Gud har rettet op på det, der var vores fejl. Gud vil have alle med i den eneste fejlfri verden, der findes: Livet på en ny og bedre jord – uden fejl.

Kærlig hilsen

Per Ladekjær, formand for KFS