Den nye medarbejder er...

Fra 1. februar indtager Simon Kammersgaard Lindbjerg kommunikationsmedarbejderens kontor. Herfra skal han arbejde med alt fra hjemmeside til plakater over KFS’ magasin Til Tro.

Navnet på KFS’ nye kommunikationsmedarbejder er Simon Kammersgaard Lindbjerg. Han begynder 1. februar, hvor han overtager ansvaret for KFS’ indsats på Facebook, nyhedsbreve, materialer, hjemmeside og en masse andet.

KFS er ikke nyt for ham:

”Én gang KFS’er, altid KFS’er. Som tidligere LTC’er, KFS-repræsentant samt ivrig lejrdeltager står KFS mit hjerte meget nært. KFS er for mig en spændende, dynamisk og levende organisation, fyldt med dygtige og inspirerende medarbejdere og frivillige. Jeg er glad, stolt og ydmyg over snart at kunne kalde mig en del af KFS’ medarbejderflok,” fortæller den 34-årige Simon.

Han bor i Herning med sin kone Anna, hvor han har arbejdet som underviser på LærDansk. Han forklarer:

”Jeg glæder mig til at arbejde med kommunikation og til at inspirere og brænde igennem på forskellige kommunikationsplatforme. Jeg ser frem til at arbejde med nyhedsbreve, sociale medier og hjemmesiden og til at kigge med nye øjne på KFS’ materialer og fornemme visuelle udtryk. Og så glæder jeg mig rigtig meget til at arbejde med og tjene frivillige, som har hverdag ude i virkeligheden, og som brænder for KFS’ arbejde og vision.”

Men han er naturligvis også spændt på at træde ind i stillingen:

”LTC’eren i mig er spændt på, om kvaliteten af kaffen på KFS-centret i Ødsted stadig er småtvivlsom, og om der stadig hænger edderkopper på størrelse med femkroner i vinduet om efteråret. Ellers er jeg bare spændt på, om jeg kan løfte arven efter en kompetent og afholdt medarbejder og sætte mit eget præg på de arbejdsopgaver, som er i stillingen.”

Simon er uddannet i engelsk og religionsvidenskab ved Københavns Universitet, og har efterfølgende blandt andet arbejdet fem år på gymnasium, heriblandt fire år på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing, og den baggrund mener han kan gavne ham i de kommende opgaver.

”Især min baggrund fra gymnasiet, føler jeg, klæder mig godt på til at kunne udvikle og præsentere noget spændende og relevant materiale i KFS. Jeg håber desuden, at min baggrund som KFS’er og LTC’er giver mig et godt udgangspunkt til bedre at kunne forstå, hvad vi i KFS’ administration kan gøre for at hjælpe menige KFS’ere i hverdagen på gymnasier og studiesteder.”

Det betyder meget for Simon, at KFS har et formål om at kende Jesus og gøre Jesus kendt i studieverdenen:

”Det betyder alverden for mig at arbejde i en organisation, hvor jeg kan bruge mine kompetencer og evner til at udbrede kendskabet om Jesus. I den konkurrence- og præstationskultur, vi har skabt i vores samfund og studieverden, især over de senere år, har det vel aldrig været mere relevant at vide, at vores værdi hverken måles i opgaver, karakterer eller lærere og kammeraters accept. Vores værdi er blevet sat af vores skaber og kan aflæses ved at kigge på, hvad Jesus gjorde for os på korset. Det er et budskab, der sætter os fri til at søge viden og uddannelse på et sundt grundlag.”

Meget af fritiden går med træning:

”I min fritid plejer jeg mine ømme muskler og høvler hård hud af mine hænder. Det er noget, der kommer helt naturligt som Crossfit-atlet, især når man er så bidt af sporten, at man tager afsted 5-6 gange om ugen. Ellers forsøger jeg at forholde mig upåvirket af den uendelige bølge af nederlag mine yndlingsfodbold- og NFL-hold udsættes for weekend efter weekend. Det gør jeg, alt i mens jeg holder mig up-to-date med alt det nye og vigtige ved hjælp af sociale medier, podcasts og, naturligvis, www.kfs.dk.”

Simon Kammersgaard Lindbjerg overtager stillingen som kommunikationsmedarbejder i KFS den 1. februar efter Jens Jørgen Jensen.