Johan Rasmussen – Volontør i Nord- og Vestjylland
Halli hallå
Jeg hedder Johan og er 20 år gammel. Til sommer får jeg lov til at skifte min hjemmeadresse fra den beskedne men stolte by, Løsning, ud med selveste Nordens Paris, hvor jeg skal være volontør i KFS i Nord- og Vestjylland. Det har jeg kæmpe optur over, og jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang.
Indtil da går jeg og leger pædagogmedhjælper i en børnehave og får set en masse superligafodbold, da jeg er fodboldnørd med stort F. I min fritid dyrker jeg spontanitet, så hvis ideen er lovende, er jeg game på det meste ;)
Jeg har selv gået på gymnasiet i Vejle og synes, det var en sand fest, og det spillede KFS en stor rolle i at gøre det til. Min gymnasiegang var, udover at være spækket med et utal af grinern oplevelser og ofte lidt for mange afleveringer, også præget klassekammerater, der af og til fik prikket lidt til nogle trosmæssige og grundlæggende spørgsmål, som jeg ikke havde stillet mig selv før.
Det vakte ofte en indre modstand og åndelig undren, som jeg havde brug for at komme til livs, og der tilbød KFS det ideelle miljø for mig at gøre det i. Det er noget af det, jeg mener, KFS er allerbedst til. At tilbyde unge studerende et miljø, hvor der er plads til at kunne rejse de store spørgsmål og tanker, men hvor der også er plads til at søge noget hvile og tryghed, når hverdagens strabadser ramler.
Jeg glæder mig til at komme ud og være KFS’er med jer. Til at lære jer at kende, snakke en masse Jesus og gymnasie og sammen med jer blive klogere på, hvorfor Han også har noget at byde på i dag. Og så ej at forglemme, at spise de gode lunkne madpakker og køre hygge, sjov og spas i 6. gear. Det bliver "himmelsk klasse"!
Ses derude!
Noah Christensen – Volontør i Nord- og Vestjylland
Halløj i Nord, syd, øst og vest – har jeg lyst til at sige :-) Det er jo ikke et helt lille område, men det er fedt!
Jeg hedder Noah, 20 år gammel og bor i Hedensted. I øjeblikket er jeg økonomielev i Eltronic Group som en del af den EUX Business, jeg har taget. Jeg elsker sport – især badminton.
Jeg nyder at snakke med og om Jesus, men kan som mange andre også nogle gange have svært ved lige at finde ud af, hvordan man starter sådan en snak med en, som ikke kender Jesus. Derfor er det fedt at vide, at det intet kræver af os, men at vi trygt kan forvente og hvile i, at Jesus har fuldstændig styr på det.
Jeg glæder mig enormt meget til at lære jer KFS’ere at kende og ser frem til kollosal mange fede oplevelser og snakke med jer hver især. Vi skal ud og gøre Jesus endnu mere kendt!
Vi ses om lidt!
Jeppe N.G. Hagelskjær – Volontør i Fyn og Sydjylland
Jeg skal være volontør for andet år, så nogle af jer håber jeg bare at kunne lære endnu bedre at kende! Men jeg glæder mig virkelig også til at møde en masse nye! Både jer fra det sydlige Jylland, jer som starter på ungdomsuddannelse efter sommer, og hvem jeg ellers ikke rigtig kender endnu :)
For mig har det været en gave at kunne være med til at støtte op om fællesskabet og hyggen på Fyn og i Trekantsområdet – og mindst lige så meget at gøre det for jer, der af den ene eller anden grund ikke har specielt meget af det på jeres studiested.
Jeg håber at kunne spille en masse brætspil og spikeball med jer alle næste år, og at jeg også kan være med til at skabe plads til det meningsfulde. Jeg elsker gode spørgsmål og gode svar – og jeg synes, det er så vigtigt, at mennesker også er ærlige og siger "det ved jeg ikke."
Jeg kender selv til kedsomheden ved lange tørre oplæg, men også glæden over at blive taget med dybt ned i Bibelen og lære den Gud, som står bag, bedre at kende. Jeg håber at kunne blive bedre til at give den glæde for Guds ord og reflektion over et godt liv med Gud videre – og glæder mig til at være kreativ sammen med mine gode kollegaer for at finde ud af, hvordan vi gør KFS relevant for jer, og hvordan vi bedst møder jer i det, I står i.
KFS' nye volontørteams er klar, parat til start
Med ansættelsen af Jeppe, Noah og Johan er de tre nye volontørteams, vi kører med fra næste skoleår, også fyldt op. I marts kunne vi således løfte sløret for, at vi har ansat Clara, Iben og Maiken som volontører – og dem kan du møde lige her.
Alle seks volontører starter i KFS den 1. august. Tag godt imod dem, når vi når dertil, og vær gerne med til at løfte deres tjeneste i bøn.