Forestil dig, at du er super begejstret over at holde det første Grønlandske KFS-møde nogensinde, og at der faktisk er dukket en gruppe unge op til bibelstudie og kaffe i din stue. Du prøver brændende at forklare dem, at dette er en del af en større international studenterbevægelse, og at dette er startskuddet på en ny kristen bevægelse i Grønland, som kan være med til at forvandle generationer af unge grønlændere, og som på sigt kan være med til at løfte landet. For så at opdage, at dit hurtige og mumlende dansk nok er gået over hovederne på den ene halvdel, der stadig kæmper med at begå sig på dansk, og den anden halvdel ikke ved, hvad en studenterbevægelse er og kigger lidt mærkeligt på dig.

Vi, Sara og Filip, flyttede i sommeren 2019 til Nuuk for at starte et KFS-arbejde op. Det var spændende, og det var skræmmende. Vores liv i Grønland startede som en stor kontrast til vores liv i Danmark. Vi kom fra en fyldt kalender og et meget aktivt og socialt liv. Nu havde vi bare hinanden og et kald til mission blandt grønlandske studerende. Filip fik et lokalt fuldtidsarbejde, og Sara havde uge efter uge 40 timer, som alle skulle ’opfindes’. Det er ikke fordi eventyrene og naturoplevelserne i Grønland ikke har været fantastiske (for det har de virkelig!), men det var ikke kun det, som var vores trækplaster og grunden til, at vi blev draget af Grønland. Vi blev draget af de mennesker, vi havde mødt, med et ønske om at være noget for dem, og en tro på, at vi kunne. Vi havde mange drømme og visioner, og nu skulle vi bare finde ud af, hvordan vi skulle gribe den opgave an.

Heldigvis stod vi aldrig alene i de opgave. Vi har mærket Guds vejledning og nærvær, og så havde vi lige fra begyndelsen Andreas Bak med, som også drømte om et grønlandsk KFS, allerede før vi kom, efter han selv var en del af KFS i sin gymnasietid. Og heldigvis fortsætter Andreas, selvom vi nu er rejst til Danmark. Derudover har der løbende været hjælpere både til at lede KFS-aftenerne og til at hjælpe med det praktiske, og siden sidste sommer har vi haft et fuldt lederteam af både frivillige danskere og grønlandske KFS’ere.

Der var i starten mange svære ting som fyldte store dele af arbejdet, men hver gang Sara endelig fik en lille succesoplevelse og så en ny dør åbne sig: hilst på en ny studerende, fået opbakning fra en af kirkerne eller lignende, stod Andreas og Filip klar til at give en stor high-five. Det er altid skræmmende at starte noget nyt fra en blank side. Det kræver en stærk forestillingsevne at se det for sig, og det kræver, at man tør holde fast i sine ideer og drømme og ikke lader sig overvælde, når det bliver uoverskueligt og slidsomt at tro på, at det er en god ide, også når man ikke er blevet bekræftet i det i noget tid.

Vi vil gerne dele et par af de gode historier, som vi også selv er vendt tilbage til igen og igen, fordi det er helt fantastisk at se, hvordan Gud arbejder i Grønland.

Vi mødte Rosine som en af de første studerende i Grønland. Da hun havde været til et par aftenmøder, spurgte Sara, om de skulle mødes ude på universitetet en dag. Her snakker de om tro og liv, og Sara beder for hende og universitetet. Det bliver efterhånden en fast ugentlig ting, og da de har siddet der i et par måneder, kommer der en dag en kvinde over til dem, mens de sidder sammen, og spørger: ”Beder I? Må jeg bede med?” Så var der to. Den dag fik Grønland sin første studiestedsKFS-gruppe.

Da corona brød ud og alt lukkede ned skulle Sara have holdt en prædiken i byens grønlandske frikirke den kommende søndag. I stedet inviterede præsten hende med i den kristne radio til en live-transmission, ikke bare til Nuuk, men til hele Grønland. Efterfølgende var der to, som skrev og spurgte, om de måtte være med i KFS, når corona var forbi. Derefter begyndte vi at lave regelmæssige radioprogrammer.

En aften, hvor vi havde arrangeret kollegiespisning, sidder Sara ved et bord sammen med vores søn Nohr. Der er kun kvindelige studerende, og én sidder med sit lille barn. De fortæller alt muligt om sig selv, og snakken er god. Den glider langsomt over i grønlandsk, hvor vi ofte bliver koblet lidt fra, men det er helt fint. På et tidspunkt skifter en af dem til dansk og siger, at det er godt, at vi er kommet, for de har aldrig snakket sammen før, og nu havde de lige fået aftalt at hjælpe den enlige mor med børnepasning, og derefter siger hun: ”Det er godt, at I kommer for os, som er ensomme.”

Noget af det, vi tager med os fra vores tid i Grønland, er en bevidsthed om, at vi ikke kun er i mission, når vi er sendt ud på en mission, som vi blev det for fire år siden. Vi bad meget før vores rejse til Grønland, og vi har bedt meget for hverdagen i Grønland, og folk har bedt for os. På et tidspunkt gik det op for os, at vi også skulle bede for valget om, hvornår vi skulle tage tilbage til Danmark efter Grønland, og hvor vi skulle bo. Så selvom vi nu ’er vendt hjem’ til Danmark, så kommer vi også til et nyt sted, hvor vi tror, at Gud også der vil bruge os i sin mission. Hvordan han vil bruge os, må vi vente med at se, men vi stoler på, at han har en plan.

Vi håber, at du som har læst med, forstår, at det at være i mission er for alle os helt almindelige mennesker. Vi tog udfordringen op og bladrede om på en blank side i vores kalender, og vi vil gerne opfordre dig til at prøve det samme. Det kan virke som en uoverskuelig opgave, men det fantastiske er, at det ikke afhænger af vores egen præstation. Vi har oplevet igen og igen, hvordan Gud bruger det, som vi kommer med, og det som vi er. Det kræver ikke særlige evner at være ’missionær’. Prøv selv at være fremmed et sted og prøv at lære nye mennesker at kende. Gud kalder os ikke kun til at være i mission i andre lande, men til at være i mission lige der, hvor vi er, blandt de mennesker vi allerede møder. Eller måske kalder han dig til at gå til nabobyen? Mærk efter og bed over, hvor du skal være og prøv at lade Gud lede dig og fylde din hverdag.