En hilsen fra Dorthea
Hej KFS!
Jeg hedder Dorthea, jeg er kandidat i journalistik, og jeg bor i Aarhus.
Når jeg ikke er på arbejde, kan jeg godt lide at bruge tid ved min symaskine, i naturen eller sammen med venner og familie. Jeg drømmer om en dag at eje en glad cockerspaniel, jeg elsker en god quiz, og jeg bliver altid imponeret, når mennesker går op i noget med liv og sjæl.
Min KFS-historie tager sin begyndelse i min gymnasietid i Hillerød, hvor den lokale gruppe var en stor del af min hverdag. Jeg nød bibelsnak og bøn i frokostpausen, at servere KFS-kaffe og gratis kage til gymnasiefesterne og kollektivuger med minus på søvnkontoen men til gengæld stort plus på hav det sjovt-kontoen. Siden har jeg været forbi KFS København, påskelejr i Skanderborg og forskellige KFS-arrangementer i Aarhus.
Nu glæder jeg mig til at bidrage til arbejdet i KFS med det, jeg gør bedst – at jonglere med ord og fortælle historier. Jeg glæder mig over, at jeg kan være med til at skabe rammerne for det fællesskab, som jeg selv nød godt af i min studietid. Og så glæder jeg mig selvfølgelig til at møde jer KFS’ere og til at fortælle historier om jer, til jer og sammen med jer!
Vi ses!
En hilsen fra Mads
Hej KFS!
Jeg hedder Mads Due, jeg er 27 år og bor på Frederiksberg.
Jeg er ved at færdiggøre min kandidat i teologi fra Københavns Universitet, og tidligere har jeg læst en bachelor på Dansk Bibel-Institut. I min fritid ser du mig helst med en god bog, en LP eller min bas i hånden - måske endda med alle tre ting inden for en armslængde.
Jeg har været en del af KFS på Nørre Gymnasium og senere Stor-KFS i København, og KFS har virkelig givet mig meget godt gennem årene. De kommende 5 år håber jeg at kunne give mit bidrag til KFS' vision: At kende Jesus og gøre Jesus kendt.
Vi ses derude!