Af Amalie Munk, psykolog

foto: Benjamin Dalby

Fredag

Kl. ca. 08.00 grønlandsk tid flyver vi over indlandsisen og får det første glimt af Grønland. Forud har vi haft en morgen, der blev lidt mere stresset end tiltænkt, da det på et tidspunkt var usikkert, om vi overhoved kom med flyet fra Kastrup. Men det er ikke stress, jeg føler ved synet af is så langt øjet rækker. Tværtimod. Jeg kigger ud ad vinduet og tager mig selv i at få tårer i øjnene. Det er ikke bare smukt. Det er også fredfyldt, og det er den følelse, jeg bliver ramt af – fred. Ret specielt, når man tænker over, hvor meget sådan et fly larmer.

Søndag

Vi er til gustjeneste i den lokale pinsekirke INO. Der er godt fyldt op på rækkerne. De fleste af lovsangene er på grønlandsk og på trods af, at jeg ikke forstår det, jeg synger, oplever jeg alligevel, at der er enormt meget ånd til stede. Det er tydeligt, at folk er kommet hertil for at prise Gud. Pludseligt genkender jeg en børnesang. Jeg smiler og kigger til dem fra min rejsegruppe. De smiler også, mens vi alle begynder på fagterne til ’Min Gud er så stor, så stærk og så mægtig’.

Mandag

Nordlyset er mere overvældende, end jeg kunne forestille mig. To af mine rejsemakkere og jeg står i mørket og kigger ud over Myggedalen. Det danser og stråler, og vi hopper op og ned af begejstring over synet. Med os har vi en af de lokale KFS'ere. "Hvor er det stort at kunne dele det her med brødre og søstre, der også tror, at der står en skaber bag" siger han. Jeg kunne ikke være mere enig og får lov til at se et glimt (ud af flere) af, hvorfor KFS på Grønland er vigtigt.

Tirsdag

Jeg sidder over for en grønlandsk kvinde og spiser aftensmad. Vi har arrangeret kollegiespisning på et af kollegierne i Nuuk, og nu sidder vi en stor flok ved et langbord i fællesrummet. Hun fortæller, at de fleste studerende i Nuuk kommer fra andre steder i Grønland. Mange lider af hjemve, og det er ikke som i Danmark, hvor du kan tage hjem på weekend, når du savner din familie. Flere har aldrig været uden for deres bygd, før de flytter til Nuuk, så det er lidt af et kulturchok at komme til en "storby".

Hun fortæller, hvordan 2 af bygderne i området, hvor hun er fra, blev oversvømmet for et par år siden. Indbyggerne blev derfor tvunget til at flytte ind til den nærliggende by. Mange trives ikke derinde. Trods byens (set med danske øjne) meget beskedne størrelse, kan de ikke vænne sig til larmen og indtrykkene. Jeg tænker for mig selv, at jeg som dansker nok vil have den omvendte oplevelse af at bo i den by.

Kvinden har smukke ansigtstatoveringer og jeg drister mig til at spørge ind til deres betydning. Hun fortæller om dem og om grønlandske traditioner og kultur. Jeg fortæller, at jeg ikke føler, jeg ved særlig meget om Grønland trods det tætte forhold til Danmark. "Hvor skulle du også vide det fra," siger kvinden. "Det er ikke fast pensum at have om Grønland i de danske folkeskoler og på gymnasiet." Jeg kan mærke, at jeg bliver lidt flov på mit lands vegne og får lyst til at tage hjem og læse op.

Torsdag

Der er rigeligt med kaffe på kanden og kortene flyver henover bordene. Vi er på besøg på Williams Cafe ved Frelsens Hær for at hjælpe til. Her kommer hjemløse mænd og kvinder for at få varmen og et måltid mad. En af mine rejsemakkere og jeg bevæger os ned mod et af bordene, hvor vi får lov til at være med til "Olsen", som må siges at være det uofficielle grønlandske nationalspil. Det er forskelligt, hvor meget dansk de 3 herrer taler, men det betyder ikke så meget, når først kortene lægges. "Hvordan siger man egentligt Olsen på grønlandsk?" spørger min rejsemakker. "Olsen" siger en af dem, og der breder sig et tandløst smil. Vi griner alle højlydt.

Senere besøger vi en studerende på universitetet i Nuuk, Illimarfik. Hun fortæller, at det indtil for nyligt kun var tilladt at skrive eksaminer på dansk. En medstuderende, der er en af de skarpeste, hun kender, ligger lavt på karakterskalaen, fordi hun ikke er så god til dansk. Det virker absurd og understreger (som min snak med kvinden til kollegiespisning), at forholdet mellem Danmark og Grønland på flere punkter fortsat er kompliceret.

"Kom endelig og flyt herop" siger hun og understreger den varme, vi har mødt flere steder. Der er heldigvis også mange ukomplicerede ting.

Grønland sætter sig i løbet af ugen i vores hjerter. Folket, naturen og deres tilgang til livet. Da vi flyver hjem, er vi er alle enige om, at det ikke et farvel men et tulliani takuss.