Puha, det virker næsten overvældende at skulle sætte ord på mine 6 år i KFS. Det har været en gave af formater, jeg slet ikke kunne forestille mig på forhånd! Jeg har simpelthen lært så meget og fået lov til at få så mange gode oplevelser. Jeg vil altid tænke tilbage på de her år med meget stor taknemmelighed, glæde og med et lille gran af ydmyghed over, hvor heldig jeg føler mig i at have fået lov til at være en del af KFS.

Skal jeg alligevel forsøge at sætte nogle ord på, er der en tindrende klar overskrift: ”Gud elsker mennesker så utroligt, uoverskueligt højt og længes mod, at mennesker tager imod hans kærlighed.” Det har genspejlet sig i alt, jeg har fået lov til at være en del af og opleve i KFS.

Gud åbner de lukkede døre

Om det har været i Montenegro eller Danmark, er noget af det mest centrale, jeg har erfaret, at vi er helt afhængige af Jesus. Det er ham, der har styr på tingene. Ultimativt – og noget som jeg hver dag er blevet mindet om – gennem, at han én gang for alle tog konsekvensen af synden på sig, så ingen mennesker selv behøver, hvis vi tør give ham tilliden og tro på, at han ønsker at bære konsekvensen.

Men også i alle op- og nedturene og de små hverdagssituationer, som livet også byder på. I Montenegro lærte jeg og vi at stole på, at Gud vil åbne de døre på universitetet, som ellers var lukkede. Efter mange års kommunistisk styre var det normalt at holde religiøse aktiviteter væk fra studiemiljøerne, men Gud gjorde det muligt at lave nogle forskellige begivenheder, så nye studerende også fik mulighed for at lære den lokale kristne studenterbevægelse at kende og derved blive nysgerrige på, om Gud faktisk var det, de skulle hænge deres liv på.

Eller ved at se Gym-Øst KFS’erne (også kendt under kaldenavnet Østers) være i dialog med gymnasiets ledelse, så de stadig kunne holde KFS-møder eller andre KFS-arrangementer på gymnasiet, selvom det for nogle unge gymnasiaster kunne virke en lille smule skræmmende. Det er bare få ud af utallige eksempler, som jeg har fået lov til at stå på sidelinjen til i løbet af mine 6 år.

Vi skal turde overlade ansvaret til Gud

Min største erfaring er, at alt, hvad vi gør i KFS, skal foregå, fordi vi er så afhængige af Gud, at vi ikke engang prøver selv. Vi skal nemlig ikke skabe tingene, vejene og løsningerne selv. Men vi skal være, hvor Han ønsker, vi skal være. Gøre hvad Han synes, vi skal gøre, og ikke hvad vi selv tror. Det er det bedste sted at gå, stå og skabe ud fra.

Og det er dulme svært og udfordrende! Derfor har jeg også lært afhængigheden af at være i samtale med ham, som er den fedeste gave, bønnen giver os! Og at lytte til ham gennem hans ord i Bibelen. Og samtidig være i fællesskab og relation til andre, som gør det samme, så vi kan støtte hinanden i tingene.

I begyndelsen af min ansættelse i Danmark var jeg til en begravelse, hvor der blevet sunget sangen: ’Nu må du blot være barn og ikke tjener’. Især i en setting som KFS er et vers som dette virkelig betydningsfuldt:

”Nu må du blot være barn, og ikke tjener. Nu må du være lille ikke stor. Ingen spørger, hvad du synes eller mener. Det er mig (læs: Gud), som skal forsvare mine ord.”

Tænk, at vi i KFS er så heldige at få lov til at blive inviteret med i Guds arbejde som hans børn, når han faktisk nok kunne gøre det endnu bedre selv – uden os. Nogle gange må vi faktisk godt give slip på ansvaret, så han for alvor kan lede os i den bedste retning.

At få lov til at se andre vandre med Jesus, er noget af det største

Der er så mange oplevelser, som løber gennem mine tanker fra årerne – men dem, som afgjort har gjort det største indtryk på mig, er dem, der handler om KFS’erne (både i Danmark og Montenegro), som jeg har fået lov til at vandre bare et lille stykke med af livets kringlede veje. Hver enkel af dem har på en særlig måde sat sig i mit hjerte. Jeg har været så overvældet af den tillid, jeg er blevet vist fra deres side og håber, at jeg har kunnet efterleve den bare en lille smule. Det er simpelthen relationerne til KFS’erne, der har betydet allermest! Det har været så stort at se hver enkel vokse i mødet med Jesus i deres eget liv. Når man både har grint, grædt og delt liv sammen, så bliver det noget ganske særligt. Noget, som jeg vil se tilbage på med stor glæde og stor taknemmelighed.

Det har været en fryd at opleve og være med de gange, hvor KFS’erne har formet et arrangement på deres gymnasium, hvor Jesus er blevet sat på dagsordenen. Det har været rørende at se KFS’ere, der som det mest naturlige har en brand for deres klassekammerater og venner, og et ønske om, at de må lære Jesus at kende.

Det er noget af det største at få lov til at se andre starte en vandring med Jesus, eller at deres vandring med Jesus tager dybere skridt, når de allermindst ventede det. Jeg håber, at Østersene må holde fast i håbet til alt det, Jesus har gjort og gør hver eneste dag i vores liv, og at de ikke glemmer at give sig selv iltmasken (Jesus) på, før de hjælper deres tætte relationerne med dem, for at bruge et eksempel fra stewardessernes gennemgang af sikkerhedsreglerne før enhver flyafgang.

Kend Jesus og gøre Jesus kendt – det skal KFS blive med

KFS skal i fremtiden blive ved med at gøre det, som vi altid har gjort: At kende Jesus og gøre ham kendt, men også at give plads til, at den enkelte kan få lov til at være på vej og være nysgerrig på, hvor de selv står. At den enkelte stadig husker at holde fast i Jesus og søge mod hans kærlighed, ligesom han altid holder fast i os. Og at dele verdens bedste nyheder med andre!