Caroline Hartmann Bernhard – Volontør i Østdanmark
Hejjj Østers, jeg hedder Caroline!
Det sidste år har for mig været et år fyldt med glæde over alt det, Jesus gør i verden og i menneskers liv og en undren over, hvem han er. Den undren glæder jeg mig til at dele med jer, og at vi sammen kan være på vej i at lære Jesus bedre at kende. Jeg tror, Jesus rækker ud til mennesker på alle mulige forskellige måder og brændende ønsker, at de vil sige ja til at være hans børn. Når jeg i glimt får lov at se det, giver det mig en brand og en taknemmelighed over at få lov at være med til at dele Guds kærlighed og fortælle om, hvem han er, hvad han har gjort, og hvordan det forandrer alt. Jeg glæder mig til, at vi sammen kan undersøge, hvordan vi deler Guds kærlighed og lever med ham, for det bliver jeg aldrig færdig med!
Lidt om mig: jeg er virkelig glad for gode bøger, brætspil, strik, naturoplevelser og løbeture. Jeg elsker en god snak om både det nemme og det svære i livet og troen.
For 2 år siden blev jeg student på Gribskov Gymnasium. Fællesskabet, vi havde i vores KFS-gruppe, var virkelig et lys og frirum for mig i min gymnasietid, hvor jeg bare kunne være mig. Et sted, hvor der var plads til at stille spørgsmål og være i tvivl. Sådan et sted håber jeg også, KFS kan blive for jer.
Jeg glæder mig til at lære jer at kende, hygge mig sammen med jer og forhåbentligt lave en masse spas ;)
Jeppe Nathanael Hagelskjær – Volontør i Fyn og Trekanten
Hej KFS'ere!
Jeg hedder Jeppe og har simpelthen fået lov til at være volontør på Fyn og i Trekanten! Jeg glæder mig helt vildt meget til at snakke om Jesus, livet og fjollede ting. At lære jer at kende, hygge en hel masse, udfordre jer til skak og spikeball – og hvad ellers vi kan finde på!
I 2021/22 gik jeg på LTC, et år, der forvandlede mit liv, og jeg har nu savnet KFS-arbejdet i et års tid ;) Som volontør håber jeg på, med bibelen i hånden, at være med til at sætte kursen mod Jesus, fordi jeg tror, han har kaldet os til noget langt
bedre og større, end hvad den her verden har at byde på!
Selv er jeg fra Aarhus-området, og gik i Aarhus gymKFS igennem gymnasiet. Jeg så frem til det hver uge, og jeg har oplevet noget af det bedste, KFS kan byde på! Derudover ved jeg også noget om det at være KFS'er, og jeg har da selv oplevet en udfordring eller to eller ti og håber på at kunne skabe en ærlig kultur, hvor der er plads til erfaren og ny, stor og lille, store spørgsmål og de spørgsmål, som man kan være bange for at spørge om, fordi det virker til at alle andre kender svaret på dem.
Julie Mølgaard Hansen – Volontør i Vest- og Sønderjylland
Hey KFS'ere
Jeg hedder Julie og jeg skal være volontør i Vest- og Sønderjylland! Jeg glæder mig især til at hygge og snakke med alle jer KFS'ere! Særligt glæder jeg mig til at høre om, hvad der fylder i jeres liv. Jeg synes selv, at det var hårdt at komme igennem gymnasiet, og for mig betød det meget at komme i fællesskaber med fælles værdier og plads til at snakke om tro og liv. Der blev KFS et fristed for mig! Jeg håber, at jeg kan være med til, at KFS bliver sådan et sted.
Hvis I vil vide lidt om mig, så nyder jeg at være kreativ (dog ikke at strikke), læse en god bog, hænge ud med venner og spise chokolade! Derudover, synes jeg, at katte er verdens dejligste dyr, og så er jeg også ret oppe at køre over Jesus! Jeg kommer fra Grindsted, så jeg har selv været KFS’er i området. Desuden har jeg det sidste års tid gået på KFS’s højskole, LTC, og har derfor mødt nogle af jer i jeres KFS-grupper og på lejre. Jeg ser frem til møde jer alle sammen! Både jer, jeg allerede har mødt, og alle jer, som jeg endnu ikke har mødt!
Tobias Malmgaard Mortensen – Volontør i Nord- og Midtjylland
Hej KFS’ere!
Jeg hedder Tobias, jeg er 20 år, og jeg skal være den nye volontør i Nord- og Midtjylland efter sommerferien! Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang, og jeg glæder mig selvfølgelig især til at møde jer alle sammen! Jeg kommer fra Aalborg, så jeg ser også særligt frem til at kunne arbejde i mit eget område, fordi jeg gerne vil have, at I kan få en lige så god oplevelse i KFS i Nord, som jeg selv havde i min egen gymnasietid.
Jeg er glad for at snakke om tro, og jeg mener, at noget af det bedste, vi kristne kan gøre for os selv og hinanden, er at dele troen – både det fede og det svære. Det håber jeg, at KFS også kan være et sted, hvor der er plads til! Jeg synes også, det er vigtigt at snakke om tro, når man ikke er kristen, og jeg brænder for, at flere skal komme til at tro på Jesus, fordi jeg tror, han er uendeligt vigtig for os!
Derudover er jeg glad for sport, især volley og basketball, og jeg har det bare godt, når jeg kan få lov til at være i bevægelse og få lidt sved på panden. :)
Jeg glæder mig til at møde jer!