Teksten fra KFS' logo
Mit møde med KFS Grønland
Hvad har KFS Grønland egentlig betydet for dig? Det har vi spurgt Magda-Maria om, der har været en del af KFS Grønland i de sidste år, og i denne artikel fortæller om sit møde med KFS, og hvad det fællesskab har betydet for hende. Læs med her!
Mit møde med KFS Grønland
11. oktober 2023

Jeg hedder Magda-Maria og er 20 år. Jeg er netop her til sommer blevet student på gymnasiet her i Nuuk. Mit møde med KFS Grønland var lidt tilfældigt, og jeg havde ikke forventet, hvor meget det ville betyde for mig. Da jeg startede på GUX Nuuk (STX-gymnasiet i Nuuk) kendte jeg ikke til KFS. På det tidspunkt beskæftigede jeg mig faktisk slet ikke så meget med min egen tro. Jeg er født og opvokset i Holland, hvor min far kommer fra. Min far har altid været kristen, og derfor tog mig og mine søskende altid i kirke med min far om søndagen som børn. Min mor er ikke kristen, men har altid været meget åben for, at vi tror. Min mor kommer fra Grønland, hvor jeg om mine søskende flyttede til sammen med min mor i 2014.

Fra 2014 og frem til, at jeg startede gymnasiet i 2020, beskæftigede jeg mig ikke rigtig med min tro. Jeg kendte faktisk ikke så meget om min egen tro ud over de børnefortællinger, jeg var blevet fortalt som barn. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg er kristen, men det var først da min veninde introducerede mig til KFS Grønland, at jeg fik mulighed for at lære ikke kun min egen tro bedre at kende, men også mig selv.

Da jeg startede til KFS turde jeg ikke helt at stille spørgsmål, jeg syntes, det var pinligt, at jeg vidste så lidt om min egen tro, når jeg havde været kristen så længe. Så hørte jeg nogle, der kendte meget til Bibelen, stille det spørgsmål, jeg også havde i tankerne. Jeg fandt hurtigt ud af, at KFS var et sted, hvor man rigtig kunne lære Jesus at kende, og at der endda var folk, som havde læst Bibelen flere gange, som også stadig havde spørgsmål om forskellige ting. Det var også lidt der, jeg fandt ud af, at der aldrig er et tidspunkt, hvor man kan vide alt om troen, Jesus og Bibelen, men at man altid kan lære mere.

Noget, jeg rigtig godt kan lide ved KFS, er bibelstudierne. Til bibelstudierne lærte jeg, hvad et lille vers i sådan en stor bog faktisk kan fortælle. Alle kommer med deres opfattelse af verset, og alle bliver klogere på at kunne forstå Bibelen ved at dele det med hinanden. Nogle gange er der nogen, der fortæller noget, jeg slet ikke har lagt mærke til, fordi jeg måske fokuserede på noget andet i verset eller har læst verset på en anden måde. Jeg synes, det er helt vildt, hvor meget man kan få ud af et lille vers, og jeg fandt hurtigt ud af, hvor meget Bibelen egentlig kan fortælle. Bibelen er en bog, man ikke kan forstå ved bare at læse den, men ved at læse mellem linjerne, med hinanden og sammen med Jesus. Når KFS har gjort så meget for bare mig, har man helt lyst til virkelig at leve KFS’s motto ”at kende Jesus og gøre Jesus kendt”.

Bedeemner

Tak for, at KFS kom til Grønland. Bed for, at KFS Grønland kan gøre samme forskel på andres liv, ligesom det gjorde for mig. Bed for, at KFS kan sprede sig i Grønland. Bed for den nye KFS-sekretær David Rejkjær Knudsen, der netop er ankommet til Nuuk.