Man kan næsten høre den lille Tims begejstring, mens han boblende af barnlig glæde udbryder den klassiske frase fra Charles Dickens Et Juleventyr: ”Gud velsigne os, hver og en.”

Den lille Tim, dette ukuelige væsen, der altid formår at holde kærligheden varm og håbet lyst i mødet med menneskers hårdhed og livets uretfærdighed. Den lille Tim, som til sidst får smeltet hjertet på selv Scrooge, den største gnier af dem alle.

Måske sidder du og tænker; ”Jaja, jeg kender godt Et Juleeventyr. Den ligger godt i julemavsen, ligesom Disneys Juleshow. Men hvorfor bringe en gammel engelsk julefortælling op i KFS’ julehilsen?”

Lad os starte et helt andet sted.

---

Når vi ser tilbage på det år, vi nu snart ligger bag os i KFS, er der virkelig meget at være taknemmelig for.

Gennem ’100 dage med Bibelen’ fik vi på tværs af KFS-generationer lov til at ’kende Jesus’ gennem Guds eget ord til os og erfare den frigørende kærlighed og frelse, Jesus proklamerer for os og verden. Større bliver det ikke!

Vi glæder os over Påskelejr, Discipeltræf og alle de andre små og store lejre, vi har været på i løbet af året. Over at få lov til at være sammen med jer om ’Fundamentet’, blive klogere på ’Opskriften’ og at prise Gud i bøn og lovsang.

Vigtigst af alt har vi igen i år fået lov til at vandre sammen i hverdagen. Midt i lektier, afleveringer og studielæsning har I prioriteret at dele tro og liv. Bede sammen. Være i fællesskab med hinanden.

Og med en inspirerende brand, opfindsomhed og frimodighed har I været med til at pege på den kærlighed, I selv er blevet grebet af. Med vaffelaftener, kageuddeling, julegudstjenester, events, grill-en-kristen, buketter til kantinepersonalet, ’godhedsbøder’ og et hav af andre tiltag.

I det store og det små, hverdagsvandring og events, har I været med til at ’gøre Jesus kendt’ blandt jeres studievenner og klassekammerater. For alle os i KFS er det en ære og en velsignelse, at vi igen i år har fået lov til at være medspillere på jeres tjeneste og se Gud arbejde gennem jer.

Tak, fordi I inviterede os med på rejsen!

---

Men vender vi blikket væk fra KFS har det også været et år, hvor mørket synes at være blevet mørkere. Skyerne mere grå. Håbet lidt svagere. Kloden sveder. Gamle krige fortsætter. Nye bryder ud. Kløfterne vokser. Herhjemme og derude.

Hvor finder vi håbet, når vi ser lidelsen i Ukraine? Hvordan bevarer vi kærligheden, når vi i Gaza og Israel ser, hvor meget ondskab og smerte mennesker er i stand til at påføre hinanden? Når vi hører, hvordan jøder må gemme sig, ændre navn, pakke kalot og andre ydre religiøse symboler væk – i Danmark!

Som fodboldhold forskanser vi os i hver vores lejr. Pro-Palæstina vs. pro-Israel. De woke mod de anti-woke. De røde og de blå. Kristne og ikke-kristne.

Selv i kirken mærker vi indimellem de stigende uenigheder, pakker os i vores forskellige grupperinger og sender hårde ord og tanker mod dem, vi er uenige med.

Ja, der er meget at være taknemmelig for. Og meget at være bekymret over.

Og hvad har alt dette så at gøre med Et Juleeventyr?

---

Det er nemt at affeje den gamle fortælling som en sekulær humanistisk hyldest til julestemning, fællesskaber og den gode fornemmelse i maven. Et klassisk Dickensk opgør med kapitalen og udnyttelsen af de fattige.

Men der er en næsten skjult radikalitet over fortællingen og Tims lille bøn: ’Gud velsigne os, hver og en’. Den smager så godt på tungen, at vi nemt glemmer, hvilket kald til radikal omsorg og uegennyttig næstekærlighed der driver den lille Tim. En bøn, der i sidste ende også smelter hjertet hos selv familiens onde ånd, den foragtede og griske Scrooge.

Det er på mange måder intuitivt for os at bede om Guds velsignelse over vores venner og familie. Selv lidt fjernere bekendtskaber kan vi relativt nemt hive en bøn ud af ærmet for; dansklæreren, rektor på studiet, kassemedarbejderen.

Men lille Tim nøjes ikke blot med at ville bede for sin familie og de nærmeste. Nej, ønsket om Guds velsignelse rækker videre ud – til hver og en. Den irriterende i klassen. Den selvhævdende vigtigprås fra studiet. Den uretfærdige og uforståelige matematiklærer.

Ja, selv til undertrykkerne. Til gnierne og pengepugerne. Til Scrooge. Til Hamas. Til Putin. Til dig. Og til mig. Der er et ekko af Jesu ord på korset i Tims simple bøn – ”Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør.”

Lige her træder Kristus alligevel frem af siderne i Et Juleeventyr. Ikke i ord og lange kloge prædikener. Men i den forsoning og fred, der rækker langt ud over, hvad vi i vores hjerter tør eller vil bede om. Den kærlighed, der ikke blot rækker til vores umiddelbare næste – men til hver og en.

Det er ikke en kærlighed, vi kan finde kimen til i os selv, for den er i sin essens eventyrlig, ja guddommelig. Den lader sig kun finde i det helt konkrete, at Jesus, Guds egen søn, virkelig blev menneske, i kød og blod, født i Betlehem. Han er kommet for at opsøge og frelse de fortabte. Ikke bare de kloge, de gode, de succesfulde eller de rige.

Nej, han lod sig føde for at frelse røveren på korset. Paulus, der forfulgte og myrdede de første kristne. Farisæerne. Tolderne. De skriftkloge. De prostituerede. Soldaterne, der naglede ham fast til korset. Ja, selv dig og mig.

Det er det budskab og den kærlighed vi også i det kommende år får lov til at pege på og lade os forme af, når vi med ord, vafler, kage, blomster, dialogarrangementer eller blot en simpel bøn stiller os til rådighed for Gud i hans arbejde blandt studerende.

En fuldstændig radikal og livsforvandlende kærlighed, der tvinger os til at se på alle de mennesker, vi er sat iblandt, med den samme nåde og kærlighed, vi er blevet mødt med. En kærlighed, der kan forvandle (jule)hjertet på selv en bitter gnier og pengepuger som Scrooge.

Ja, for det er ikke kun et glædeligt budskab for os i klub K(FS) med de rigtige holdninger og de rigtige bønner. Det er en glæde, der forkyndes for hele folket. For alle de irriterende, de idiotiske, de trælse. For alle dem, vi indimellem også selv dømmer uden for rækkevidden af Guds nåde og kærlighed.

Lige her kan vi (gen)finde håbet og lyset i verden. I det lille barn i krybben, der bringer himmelsk fred og forsoning med sig til os. En kærlighed, der kalder os til at håbe på forsoningen, tro på miraklet og elske vores næste – også når det er svært og smertefuldt.

Her møder vi en kærlighed, der gør, at vi også i år med håb i stemmen kan synge:

”Fred over jorden!

Menneske fryd dig,

os er en evig frelser fød!”

Gud velsigne os, hver og en

De ansatte i KFS.