I næsten 5 år har der stået ’Peter Bjerre’ på kontorskiltet i Ødsted foran sekretariatslederens kontor. Men 1. februar blev skiltet pillet ned og om en lille måneds tid bliver et nyt sat op, når Frederik Hauge 1. marts sætter sig i sekretariatslederens stol.
For Jakob Højlund, generalsekretær i KFS, er det et farvel præget af taknemmelighed for alt det, Peter Bjerre har bidraget med i en tid præget af mange udfordringer og forandringer:
”Det er ikke mange sekretariatsledere i KFS, der har skullet forholde sig til så markante og komplekse udfordringer og forandringer, som vi har set i de sidste år i både samfundet generelt og internt i KFS.
At vi på mange måder står et godt og fornuftigt sted i dag, har Peter spillet en stor rolle i. Med blik for sagen, ’at kende Jesus og gøre Jesus kendt’, har han med et enormt organisatorisk overblik været med til at skabe nogle solide rammer for, hvordan KFS som forening og organisation kunne tjene det formål på bedste vis rundt omkring ude i landet. Også midt i en coronapandemi med restriktioner og aflysninger.
Det store arbejde er både jeg og KFS utrolig taknemmelige for, og vi ønsker al Guds rige velsignelse over Peters fremtid.”
Taknemmelighed, beundring og masser af erfaring
Men hvordan har det været at sidde med det organisatoriske overblik og skulle være med til at skabe rammerne for KFS’ arbejde? Det har vi spurgt Peter Bjerre om, der her reflekterer lidt over sin tid i KFS, og hvad arbejdet med økonomi, lejrplanlægning og samspillet med både frivillige og kollegaer har lært ham.
Hvad vil du huske din tid i KFS for?
”Uanset, hvor lidt jeg har lyst til at tænke tilbage på det, så har corona fyldt utrolig meget. Det var virkelig en gamechanger, der ændrede alting. Lige pludseligt stod vi midt i KFS-historie med lejraflysninger og liveshows samtidig med, at vi skulle finde hoved og hale i retningslinjer og muligheder. Men det glæder mig at se, hvor godt vi alligevel slap igennem det.
Noget helt andet, som jeg derimod vil huske tilbage på med stor glæde, er det giversind, som lever ude hos KFS’erne og blandt deres forældre og bedsteforældre. Jeg har haft det store ansvar at sidde med KFS’ økonomi, og hvor er jeg bare opmuntret og taknemmelig over at se, hvordan der bliver båret med.
Særligt de ældste generationer, er jeg fuld af beundring over, og at se, hvordan de frimodigt bærer med og investerer i, at unge KFS’ere kan mødes med Jesus i centrum og dele ham med deres venner. Her er noget, vi alle kan lære af.
Det har været stort, hver gang jeg blev ringet op af KFS’ere med mange(!) år på bagen, som kunne fortælle, at de stadig mødes med gamle KFS-venner og beder sammen – også for KFS’ arbejde. Det viser virkelig, at det, vi laver, betyder noget – også mange år frem i tiden.”
Er der noget, du er særligt opmuntret over i KFS’ arbejde?
"Jeg er meget taknemmelig over at opleve, at KFS forsat skaber gode og solide fællesskaber for unge, der kan rumme både kristne og unge, der er på vej – og at høre, hver gang konsulenterne har fortalt om nye, der har fundet troen på Kristus.
En vigtig del af det, tror jeg, er, at KFS har plads til forskellighed, til kritisk tænkning, og at man kan stille både de store og de svære spørgsmål. Det er jeg glad for stadig gør sig gældende, for det satte jeg også selv stor pris på, da jeg var KFS’ere.
For mig personligt har jeg også fundet stor glæde i at opleve, at KFS er en del af et større internationalt fællesskab bl.a. i Montenegro og Etiopien og gennem IFES-bevægelserne. Det er fantastisk at opleve, hvordan kristne studerende verden over arbejder for at udbrede evangeliet – også selvom vi nogle gange oplever os som en lille minoritet i en dansk kontekst.
Som det sidste har jeg også lyst til at fremhæve arbejdet med at repræsentere KFS ind i bl.a. Dansk Ungdom Fællesråd og på Folkemøde. Her har jeg haft glæden af at introducere en række KFS’ere til både foreningsverdenen og det politiske. For mig har det været helt unikt at se unge mennesker, som står frem med deres tro, og som tør engagere sig i samfundsdebatten og det store ungdomsfællesskab."
Hvad har arbejdet med lejrene og de frivillige betydet for dig?
"Lejrene har betydet rigtig meget for mig – hvilket jeg ikke nødvendigvis havde forventet dengang, jeg fik jobbet. Men opgaven med at lede de frivillige i lejrkomitéerne og på lejrene har bare været helt fantastisk. Der er så meget energi, passion og gejst hos de frivillige – det er ret smitsomt.
Gennem komitéarbejdet har jeg også fået lov til at være i den, for mig at se, fineste opgave, en leder har: At oplære og uddanne nye ledere. Det er inspirerende at se, hvad der sker, når man betror et ungt menneske et stort ansvar og får lov til at opleve, hvordan de vokser med opgaven – mens man selv kan bidrage med støtte og vejledning.
Komitéarbejdet og de frivillige på lejrene er helt klart noget af det, som jeg kommer til at savne mest."
Hvad har samarbejdet med KFS-kollegaer givet?
"KFS er på mange måder en unik arbejdsplads – og den største glæde er det fantastiske kollegiale fællesskab, man får lov til at blive en del af. Det har altid været opmuntrende at være sammen med mine kollegaer. De brænder for sagen og giver sig ud over det forventelige. Og så er de bare engagerede og nørdede på den gode måde.
Kollegaerne i KFS er bare alt for gode! Jeg tror ikke, det kan siges på mange andre måder."