Af Peter Leif Mostrup Hansen, tidl. forstander på LTC, på vegne af LTC-teamet

Da jeg i forsommeren 2020 sagde ja til at blive forstander på LTC, var jeg godt klar over, at der ikke var elever til det følgende skoleår. Hvad jeg ikke vidste – og Gud ske lov for det! – var, at LTC efter tre år igen ville mangle elever og siden blive lukket. Men udfordringer til trods har de to år med elever været fantastiske – og det er dem, jeg vil skrive lidt om her.

Ansættelsen i KFS var næsten som at få en ekstra familie, og i arbejdet på LTC glædede jeg mig meget over den opbakning, vi fik fra andre KFS-ansatte og fra det omsorgsfulde bagland, der støttede både med forbøn, økonomi og medleven. Det er jeg meget taknemmelig for.

Men helt særligt var det at gå ind i medarbejderflokken på LTC og i fællesskab tage imod elever og følges med dem gennem et LTC-ophold. Samarbejdet på LTC lever stadig i mig, for det var lærerigt, meningsfuldt og godt at være i. Hvor har jeg famlet meget som forstander, men med nåde og hjælp både fra Gud, medarbejdere og elever, er tingene lykkedes.

Før første hold tjekkede ind, var der meget, jeg var spændt på, og endnu mere, jeg ikke anede noget om. Men LTC-elever er vidunderlige! Jeg måtte snart konstatere, at selvom jeg virkelig ikke havde troet, at jeg kunne komme til at holde så meget af en flok nye mennesker på så kort tid, så kryber LTC’ere bare under huden på en. Tak til jer, der valgte at søge ind på LTC! Det har været en helt særlig gave at følges med jer!

LTC var meget forskelligt på én gang. Noget af det helt særlige har været at se den åndelige og menneskelige modning hos eleverne. Jeg har set elever blive mere og mere grundfæstet i troen på Jesus og tilliden til Bibelen. De har bokset og er vokset i erkendelse og forståelse. Der har været svære episoder og perioder, men på LTC var der tid og rum til at facaderne kunne krakelere, og eleverne kunne være sig selv både med kaos og smerte og med glæde og begejstring.

Vi har fået lov til at se, hvordan eleverne har udviklet deres evner til at indgå i relationer til andre. Internt skete det på LTC, hvor vi i fællesskab kom omkring alt fra kogetid på æg til løsning af svære konflikter. Eksternt lærte eleverne at vidne om deres tro og forsvare den foran gymnasielever.

Det har været en velsignelse at være et sted, hvor KFS’ mission om at ”Kende Jesus og gøre Jesus kendt” manifesterede sig stærkt i eleverne, der voksede i troen og i tjenesten. Adskillige er fortsat med stort engagement i KFS både som ansatte og frivillige.

LTC er nu lukket, men KFS er stadig en god idé, for det er yderst meningsfuldt at kende Jesus og gøre Jesus kendt blandt studerende. I min tid på LTC har jeg ofte har erfaret sandheden i det, som Gud siger i Esajas’ Bog kap. 46, v. 4:

”Til I bliver gamle, er jeg den samme, til I bliver grå, bærer jeg på jer. Det har jeg gjort, og jeg vil stadig løfte jer, bære på jer og bringe jer i sikkerhed.”

Det er en befrielse at have en Gud, jeg ikke skal bære, men som bærer mig. Han har ofte båret gennem svære og uoverskuelige ting. Hvorfor han ikke vil bære LTC længere, er jeg ikke klar over, men jeg er overbevist om, at han stadig vil KFS. Og vi kan leve i tillid til, at han bærer enhver, der tror på Jesus.