Kender du Montenegro? Det er muligvis ikke det mest besøgte land, når hr. og fru Danmark skal på charterferie, men det er et lille, hårdtprøvet land i Balkan, som gemmer på en masse guld!
Det fik vi lov til at opleve, da vi (en lille frivillig KFS-projektgruppe) tog af sted i en uge for at styrke samarbejdet med den montenegrinske udgave af KFS: EUS.
Og lad os lige starte med at give et kæmpe shout-out til landet, som simpelthen bedst kan betegnes som en skjult perle. Den gemmer på den flotteste kyststrækning, enorme rå bjerge og en masse billige restauranter. Så skynd dig at booke din næste rejse hertil, det kan varmt anbefales.
Men det var nu ikke badeferie, som vi var kommet for. Derimod ville vi med denne tur lægge et fundament, i samarbejde med EUS, til en række fremtidige projekter, som forhåbentlig kan få evangeliet længere ud i Montenegro samt styrke EUS organisatorisk.
En anden kontekst
For at kunne forstå de forskellige kulturelle kontekster, som KFS og EUS arbejder i, så er det væsentligt at vide, at religionen i Montenegro er ortodoks kristendom, hvorimod vi i Danmark jo er protestantiske.
Protestanterne i Montenegro udgør en meget lille minoritet (omkring 2-300 personer), så EUS, som også er en del af det protestantiske kirkesamfund, bliver af rigtig mange betragtet som en sekt. Dette er en stor udfordring for EUS, som kan møde mange fordomme og hindringer fra de studerende i Montenegro, men derfor er det også særligt på områder som engelskundervisning, åndsfrihed og frivillighedskultur, at EUS kan være en positiv faktor ind i et markant mindre velfungerende land end Danmark.
Deres ypperste mål er selvfølgelig at forkynde evangeliet om Jesus Kristus til Montenegros ungdom, hvilket er noget, som de gør gennem eksempelvist ugentlige bibelstudier.
Afhængig af Gud
Det er altid en fantastisk givende oplevelse at møde andre kristne rundt i verden, som kommer i andre kontekster end én selv, men jeg blev alligevel særligt mærket af mødet med de frivillige i EUS. For det lyser ud af deres gejst og engagement, at de er blevet sat i brand af Jesus.
På trods af svære omstændigheder i Montenegro ved de, at de har verdens bedste nyheder, som deres landsmænd desperat har brug for. Særligt stod afhængigheden af Gud ud for mig, som noget, jeg bagefter har måttet reflektere over. For det er ofte, ja alt for ofte, at jeg kun kommer til Gud i bøn, fordi jeg lige husker på det som en mærkelig form for pligtfølelse eller vane.
Det er jo absurd, at jeg, og her taler jeg formentlig for flere danskere, tror, at jeg har nok i mine privilegier og materielle goder, mens jeg i virkeligheden er blind for min åndelige fattigdom: At jeg tror, at ikke er afhængig af Gud.
For vores kristne brødre og søstre i Montenegro er bøn en selvfølgelighed, for det er hos Gud, at de finder kraften til deres kamp, ikke hos dem selv. Kun Gud kan vække Montenegro og Danmark, så lad os frimodigt bede for det!
