Af Morten Lund Birkmose, kommunikationskonsulent og LTC-elev i 11/12, birkmose@kfs.dk
Tanken var, at jeg ovenpå ’Den sidste LTC-fest’ skulle skrive en ’almindelig’ reportage fra dagen. Men hvordan forklarer jeg denne på en gang sørgelige – men også glædesfyldte fest? Fornemmelsen af at tage afsked i taknemmelighed med et sted, der ikke bare har været en institution i KFS’ arbejde – men som også har haft afgørende betydning for manges trosrejse, inklusive min egen?
Lad os starte et andet sted. Første gang jeg stødte på dette sagnomspundne sted, LTC, var, da min storebror begejstret kom hjem fra en KFS-lejr og fortalte, at han skulle gå på KFS’ højskole. Måske har det hængt sammen med, at han her mødte nogle mennesker, han kunne spejle sig i; de lidt alternative, seje og sprælske typer, vi senere begyndte at kalde hipsters.
Jeg tror altid, der har været en forestilling om LTC’eren som type. De super kristne. De seje. De ekstroverte. De skøre. Typen har sikkert ændret sig over årene, og i virkeligheden er det de færreste elever, der har passet ind i de snævre forestillinger om LTC’eren. Men sandt er det, at det at være en LTC’er var mere og andet end bare at være elev på en højskole.
Det var en identitet. En rolle. En opgave. Et fællesskab. En familie. Det er svært at sætte ord på, hvad det helt præcis var. Men jeg tror, de fleste LTX’ere kan nikke genkendende til, at der opstår en særlig samhørighed i mødet med andre tidligere elever.
Minder om skolebesøg og religionsundervisning deles som gamle krigshistorier fra fronten. De særligt LTC’ske daglige ’delerunder’ kan stadig få de fleste til at udbryde et demonstrativt suk (der blev gravet dybt indimellem for at finde noget interessant at sige). Møder med KFS’ere og gymnasieelever, som har udfordret troen eller givet nye perspektiver på evangeliets skønhed. Den særlige fornemmelse af at blive kastet ud på dybt vand (indimellem også for dybt) for pludselig at opdage, at også her gribes vi af Guds hånd midt i det, der synes umuligt.
Netop den ånd er LTC også bygget på, kunne LTC’s første forstander, Jens Ole Christensen (forstander fra 1990-1999), fortælle i sit dryp til afskedsfesten. Der skulle indsamles et større millionbeløb; et plejehjem skulle forvandles til højskole; der skulle findes elever; et nyt koncept skulle opfindes og sættes i søen. Og alligevel, på trods af alt det, der talte imod, blev LTC en realitet. Båret af Gud, gode givere og KFS-venner, der frivilligt byggede LTC op fra bunden, så KFS’ere og gymnasieelever kunne få lov til at ’kende Jesus og gøre Jesus kendt’.
Det sted fik LTC lov til at være. Et sted, hvor unge mennesker kunne lære Jesus bedre at kende og tage skridt i vandringen med ham, blive udfordret af undervisningen, af mødet med gymnasieelever, af mødet med sig selv. Mange har her fået mulighed for at kigge sig selv i øjnene – hvilket ikke altid er en rar øvelse. Derfor blev det også vigtigt for Sonja, LTC’s mangeårige husmor, at minde lærerflokken om at ’huske nåden’ (sagt med østjysk accent), som Sten Søvndal (forstander fra 1999-2006) delte denne eftermiddag.
Jeg selv gik på LTC i 11/12 sammen med 14 skønne, herlige og komplekse mennesker. Vi var fire samlet fra vores hold til denne afskedsfest, og naturligt, sammen med mange andre, falder vi tilbage i gamle minder (foranlediget af vores husmødereferater, hvor der f.eks. står noteret, hvor lang tid et æg skal koges, så alle kan leve med det).
Vi mindes alt det gode, alle oplevelserne, men mest af alt mindes vi hverdagen. Alle de små særpræg, vi lærte om hinanden. Ansigtsudtryk, mimik, ticks. De absurde og skøre ting, dagene blev udgjort af. F.eks. at ingen af os kan spise Karen Wolf firkanter længere, fordi vi skraldede et bjerg af dem. Eller hvordan vi endte med at fylde en fryser med snickers-is – for senere at konstatere, at der var blevet puttet løg i selvsamme fryser… Eller at jeg på vores introtur – hvilket Nic Skjøtt (forstander 2006-2013) kunne minde mig om i sit dryp – cyklede +20 kilometer på en cykel, der sad fast i allerlaveste gear.
Mit klareste minde fra LTC er fra samme introtur. I slutningen af min gymnasietid var jeg kørt fast i min tro, hvilket jeg fejrede med lidt for mange øl og sjove stunder. Men nu sad jeg alligevel her omkring et bål med 14 andre unge mennesker, 3 lærere og en opgave: Fortæl din livshistorie. Og jeg fik for første gang sat ord på alt det, jeg gik og kæmpede med. Her, omkring bålet, skabte vi et fællesskab, hvor der var plads til at være med lige præcis de oplevelser og erfaringer, vi hver især havde med i bagagen. Ikke som perfekte ledere, kristne eller mennesker. Men som ærlige syndere, der ville vandre sammen.
Netop vandringen fremhæver også Jakob Højlund (forstander fra 2013-2020) i sit dryp. Et ophold på LTC rykkede noget hos dem, der gik der. Der blev taget livtag med troen i et spændende krydsfelt mellem opbyggende undervisning og teamperioder, hvor troen skulle stå sin prøve foran kritiske (men søde) gymnasieelever. Et møde, der ofte ledte til nye spørgsmål eller afslørede, at vi ikke kendte alle svarene endnu. Nogle gange gjorde det ondt, Gud kunne synes fjern midt i tvivl og frustration, andre gange gik en ny, stærk evangelisk pointe op for os. Men på LTC fik vi lov til at være i spørgsmålene, investere tid i dem og tage skridt i troen på et afgørende tidspunkt i vores liv.
LTC var noget særligt, og selv som forstander krøb hvert eneste hold under huden på en og fik en særlig plads i hjertet, kunne Peter Leif Mostrup Hansen (forstander 2020-2024) fortælle. Det var et eksperimentarium for evangelisation. Et unikt fællesskab. Et sted, hvor man lærte at holde af og arbejde sammen med mennesker, der ikke ligner en selv. Det var et sted, hvorfra KFS kunne sende unge mennesker ud og forkynde evangeliet for 4-5000 gymnasieelever årligt gennem religionstimer og gymnasiebesøg, så de kunne få et møde med Gud LTC var noget særligt.
Nu er LTC ikke mere.
Tak Gud, for alle de gaver, du har velsignet KFS, forstandere, lærere, husmødre og ikke mindst elever med gennem LTC. Velsign de nye tiltag, der nu ligger foran. Lad det blive til gavn og glæde for KFS’ere, lad dit navn blive forkyndt gennem det – og lad det være til din ære.
LTC, over and out.
Tak til LTC
