For ikke mange måneder siden sagde vi et foreløbigt og vemodigt farvel til Kristina Eskilden, der i efteråret fik mulighed for at tage et halvt år i praktik hos os som volontør i Vest- og Sønderjylland samt på LTC som en del af uddannelsen i 3K på Diakonhøjskolen i Aarhus, hvorefter hun fortsatte som studentermedarbejder indtil slutningen af maj.
Nu har Kristina sat det sidste punktum i uddannelsen som ‘Professionsbachelor i kristendom, kultur og kommunikation’, men KFS og Kristina er heldigvis slet ikke færdige med vandringen sammen! Derfor er det også en kæmpe glæde for KFS, KFS’erne og for vores generalsekretær, Christian Rasmussen, at vi nu kan byde Kristina et stort velkommen tilbage på KFS-holdet som gymnasiesekretær i Østdanmark:
“Det er rigtig godt for alle parter, at Kristina har takket ja til at rykke til København og tjene gym’erne dér, og vi ved jo, hvad vi får – et humørfyldt energibundt af en anden verden, der elsker Jesus og KFS’ere, og som glæder sig til at opmuntre og udfordre dem sammen med vores volontør, Christoffer.”
En, der har hænderne præcis lige så højt i vejret, som alle os i KFS, er Kristina, og hende overlader vi ordet til her:
“Mine arme er helt oppe i vejret af glæde over at få lov at fortsætte i KFS som gymnasiesekretær i Østdanmark. Efter min praktik var jeg nemlig bare slet ikke færdig med KFS, for jeg synes, det er så meningsfyldt at arbejde med at ‘kende Jesus og gøre Jesus kendt’ på gymnasierne, styrke fællesskaberne og starte gode samtaler.
Og jeg synes, det er en gave at få lov at vandre med jer KFS’ere i liv og tro – så det glæder jeg mig til at gøre i Østdanmark nu! Også selvom jeg på den fysiske vandring derovre nok ikke kan finde vej endnu.
Jeg drømmer om, at KFS-grupperne bliver kendetegnet af åbenhed og nysgerrighed overfor mennesker og verden, og samtidig er rodfæstet i de gode nyheder fra Gud; at vi er elskede af ham, og at Jesus er død og opstået for os.
Mit håb er, at KFS-fællesskaberne bliver et frirum for jer KFS’ere, hvor det er trygt og sjovt at være! Fællesskaber som I har lyst til at invitere andre med til. Og så håber jeg, at et kendetegn for fællesskaberne bliver plads til mening, plads til glæde, hygge, usikkerhed, sorg, forvirring og forskellighed.
Noget, jeg virkelig glæder mig til, er at lære jer KFS’ere at kende, og jeg ser virkelig frem til mange grin, snakke og bønner med jer!”
—
Bed gerne med for Kristina og hendes tjeneste i KFS og byd hende et stort velkommen (tilbage) i KFS, når du møder hende!