
Dina Rønne – Volontør i Nord- og Vestjylland
Jeg hedder Dina og jeg skal være KFS volontør i Nord-Vest. Jeg boede i Herlev, før jeg flyttet til Bornholm, hvor jeg har brugt mit første sabbatår på at være volontør på KFUM’s soldaterhjem.
Jeg søgte volontørstillingen, fordi KFS har spillet en kæmpe rolle i mit gymnasieliv. De har været med til at skabe et fællesskab på tværs af gymnasier, hvor troen er i fokus. Det arbejde ønsker jeg at være en del af, og derfor søgte jeg stillingen.
Jeg glæder mig utrolig meget til at møde unge i gymnasiet, blive klogere på deres tanker, dele ud af min tro, og skabe en relation til dem.
Derudover glæder jeg mig til at dele det kristne budskab igennem KFS’s arbejde, ved lejre samt religionstimer og hyggelige aftener.
Jeg glæder mig til at møde jer i Nord-Vest!

Silas Holm Christiansen – Volontør i Nord- og Vestjylland
Jeg heder Silas er 20 år gammel og i sommer afsluttede jeg en HTX i Ballerup, hvor jeg var KFS-gruppeleder af en lille gruppe, vi startede op på skolen. Før det gik jeg på efterskolen Alterna, og lige nu er jeg med organisationen UMO (YWAM) på en discipeltræningsskole (DTS), hvor jeg får udfordret min tro, hvem jeg er, får lært hvem Gud siger jeg er, og får en dybere relation til vores fantastiske skaber.
Jeg har et kæmpe hjerte for det arbejde, KFS gør, med studerende rundt om i landet. Hvordan der bliver skabt et kristent udgangspunkt midt i hverdagen, både til at møde ikke-kristne og vise dem, hvad det faktisk er, vi tror på, men også at skabe et fællesskab, hvor vi kan mødes fra forskellige kirkeretninger og stå sammen om Jesus.
Jeg glæder mig utroligt meget til at skabe relationer og støtte op om unge kristne i den verden, vi lever i. Til at hjælpe dem, når det hele fungerer, og også når det ikke fungerer.

Maria Bøndergaard – Volontør i Østdanmark
Hejsa KFS’ere.
Mit navn er Maria, jeg er 21 år gammel og kommer fra det sønderjyske. Jeg skal være den ene af to nye volontører i Østdanmark efter sommerferien!
I mine sabbatår startede jeg med at arbejde i et køkken, og så i foråret 2024 var jeg en tur på højskole på LMH, og lige nu er jeg lærervikar på en skole. Jeg er altid frisk og klar på et spil, noget sport eller at jamme til noget lovsang, og så glæder jeg mig bare vildt meget til at møde jer alle og til at snakke om det, som fylder hos jer. Jeg håber, at vi sammen kan skabe et fællesskab, hvor det er godt at være, og hvor der er plads til tro, undren, hygge og grin.
I sin tid gik jeg selv på gymnasiet på STX i Ribe og var der en del af en lille KFS-gruppe, og derudover kom jeg også ofte til Sønderjysk KFS. Jeg oplevede derfor, at både i de små og store fællesskaber er der så meget godt og forskelligt at tage med. KFS har for mig været et rummeligt og hyggeligt fællesskab - og et sted, hvor Jesus er i centrum - og det håber jeg, at jeg kan være med til at give videre, så KFS også kan være det for jer.
Jeg glæder mig til, at vi fælles kan dele det gode budskab, og få det ud til endnu flere! Vi ses til sommer!

Markus Kaas – Volontør i Østdanmark
Hej! Mit navn er Markus, og jeg skal være KFS-volontør i Østdanmark til sommer, og det har jeg mega optur over! Jeg er stor fan af KFS’s arbejde og visionen og håbet om, at gymnasieelever må kende Jesus og gøre Jesus kendt - og derfor søgte jeg stillingen :)
Jeg glæder mig vildt meget til at komme i gang! Jeg ser frem til at møde en masse gymnasieelever og lære jer KFS’ere at kende, og jeg håber på, at vi kan få en masse gode snakke om liv, tro og om at have Jesus med i hverdagen som gymnasieelev.
Som gymnasieelev havde jeg meget at se til med skole, afleveringer, venner, arbejde, fritid osv. Jeg oplevede, hvordan KFS kunne være et frirum, hvor jeg kunne puste ud. Jeg håber, at vi kan skabe og bygge videre på KFS-fællesskaber, hvor vi sammen kan undersøge, hvorfor Gud og tro også er relevant for unge i dag - mens vi søger at hvile i troen på, at Jesus altid allerede har helt styr på det hele :)

Vil du også med på KFS’ volontørhold?
Og være med til at kende Jesus og gøre Jesus kendt blandt gymnasieelever? I marts måned slår vi to volontørstillinger op til region Fyn og Sydjylland, der har base i Odense – så hold øje med vores sociale medier og hjemmesiden her!
Læs mere om, hvordan det er at være volontør i KFS lige her.